Guldkanten kalder, kræver og kappes Bjørn Voldbjerg blogger om våbnene i kommunernes kamp om vækst, tilflytning, arbejdspladser og infrastruktur

35 valgballoner fra Guldkanten

Af Bjørn Voldbjerg, fredag den 17. november 2017 kl. 08.00

”Goddaw, det er viceborgmester Kvist fra Guldkantskøbing. Jeg vil gerne bestille en journalist til at komme og fortælle en god historie, som jeg har fundet frem og som gavner vores interesser”

Er man lidt fræk – og det er vi her på bloggen – så er dét det bagvedliggende formål med det åbne brev, som 35 provinsborgmestre og Landdistrikternes Fællesråd sendte til kulturminister Mette Bock i den forgange uge.

Borgmestrene og Landdistrikterne vil have kulturministeren til at gøre noget for at skabe en mediedækning i bedre balance.

De har en reel og legitim pointe. Vi skal ikke mange uger tilbage, førend vi kan konstatere, at Berlingske giver den 12 år gamle Tønder-sag endnu et vrid i mediemøllen. Eller når Politiken sender deres langskrivere på antropologisk feltstudie til Jylland for at rapportere fra en solnedgang eller en bankohal.

Eller når forfatteren Erling Jepsen nærmest uimodsagt får lov til at vælte sin vrede mod sin barndoms landsdel ud i spalter og æter. Han er jo kunstner. Tænk, hvis han havde været politiker. Der er masser af eksempler på skævvredet mediedækning af provinsen.

Kæden hopper af

Jeg lider af en pænt stor portion sympati for Landdistrikternes Fællesråd, men når man beder en minister om at gøre noget politisk for at regulere journalistikken i en mere ønsket retning, så hopper kæden altså af – sammen med armslængden.

Jeg anerkender, at det kan skævvride den samlede mediedækning, når der bor så mange flere journalister i København end i resten af landet. Og jeg er enig i, at et ubalanceret mediebillede kan påvirke unges valg af uddannelse og bopæl og investorers beslutninger om placering af investeringer (det holdt dog ikke Apple ude af provinsen). Men mediedækningen er jo blot én enkelt påvirkningsfaktor ud af mange andre i den sammenhæng.

Og stop nu lige en halv og sæt kampvognen i bakgear: Kan vi ikke blive enige om, at det ikke mediernes opgave at sikre lokal bosætning, erhvervsudvikling og højere uddannelsesniveau af den lokale arbejdsstyrke? Det er faktisk en politisk opgave.

Hvem vil regulere den fri presse?

Vi har en fri presse, der redigeres efter journalistiske væsentlighedskriterier. Og dem kan man altså ikke regulere politisk i. Lande der praktiserer den slags, har vi en helt særlig betegnelse for.

Men lad os da følge tankeeksperimentet med journalistudflytninger helt til dørs: Det kunne jo sagtens tænkes, at der ville dukke mange flere kritiske historier fra Lokaldanmark op i landsdækkende medier, når nu Politikens og Berlingskes gravergrupper flytter til Vestjylland og Nordjylland. Næppe den slags presseomtale, de 35 borgmestre har i tankerne, når de skriver:

”Derfor er vejen frem, at vores mediestøtte og store public service-medier tager opgaven på sig og dækker hele landet på en balanceret facon. Derfor skal de nationale medier i større grad garantere fast tilstedeværelse lokalt og regionalt”

Besynderligt nok har Journalistforbundet til dags dato endnu ikke kommenteret udflytningsforslaget.

Eller måske har Journalistforbundet blot identificeret forslaget, som dét, det reelt er – en veltimet valgballon med stort umiddelbart potentiale for vælgersympati: Vi skal have flere gode historier fra vores by!

Ud af offerrollen

Løsningen på den reelle problematik er ikke at skrive et brev til kulturministeren og bede hende udflytte journalister fra København til resten af Danmark. Alene handlingen bekræfter jo netop det offer-narrativ, som Guldkantsdanmark så gerne vil ud af.

Jo, jeg anerkender, at sprogbrugen med guldkant, vandkant og udkant også er med til at fastholde et offer-narrativ og en os/dem-forestiling. Jeg har hørt bunkevis af forskere og akademikere påpege dette. Men jeg har endnu til gode at høre et fornuftigt bud på et brugbart paradigmeskift.

Nå, tilbage til løsningen på det ubalancerede mediebillede. Den består i min optik af tre tiltag:

  • Borgmestrene og Landdistrikterne bør i stedet direkte adressere chefredaktørerne og redaktionerne på de tilstræbt landsdækkende medier og søge den konstruktive dialog om problematikken – og løsningerne. Samtale fremmer den gensidige forståelse. Selv med journalister.
  • Kommunerne og landdistrikterne bør løbende udvikle og tilbyde endnu flere gode, lokale konstruktive historier med generel samfundsrelevans til de landsdækkende medier. Jeg gentager: Husk samfundsrelevansen – og bad dem så i case-tilbud! Man har den medieomtale, man gør sig fortjent til.
  • Brug flere ressourcer på lokal udvikling, ambassadørskabelse og branding. Hvis man da ikke er blevet skræmt af de kritiske historier, det også kan medføre

Jeg synes faktisk, at problematikken med mediedækningen er blevet adresseret løbende i de senere år – omend vi ikke er i mål.

Jeg husker, at DR Nyheder med Ulrik Haagerup i spidsen for nogle år siden satte seriøst fokus på debatten om Det Skæve Danmark. Både udfordringerne og måden vi – stadig – taler om dem på.

Jeg oplever også, at både TV2 regionerne, DR’s regioner og de regionale dagblade beskæftiger sig seriøst med dagsordenen.

Men skulle man endelig foreslå en konkret medieflytning, kunne man jo starte med at flytte DR Syds hovedredaktion fra Aabenraa, Danmarks 42. største by, til hovedbyen i sendeområdet: Esbjerg – Danmarks Energimetropol og 5. største by.

Ville det ikke være mere fair og balanceret? Eller hvad?

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: 35 valgballoner fra Guldkanten Felter med * skal udfyldes
 
Bjørn Voldbjerg

Bjørn Voldbjerg

PR- og brandingkonsulent

Bjørn Voldbjerg blogger om våbnene i kommunernes kamp om vækst, tilflytning, arbejdspladser og infrastruktur

Skriv hvad du søger