Sukker "frie" kommuner
Af
Arne Ebsen,
tirsdag den 7. februar 2012 kl. 09.00
I Svendborg Kommune vedtog vi før jul en mad- og måltidspolitik i stor enighed. efterfølgende har den givet anledning til mange kritiske bemærkninnger. Den er af mange opfattet som endnu et indgreb i den personlige frihed, for nu må børn ikke længere spise kage eller drikke saftevand i vores børneinstitutioner. Som sådan har den såmænd aldrig været tænkt, sådan har de involverede pædagoger og lærere heller ikke opfattet den.
Politikken er ledsaget af en vejledning til, hvordan man kan leve op til ideen om, at sukker og tomme kalorier forbeholdt hjemmet! Vores ansatte er i vid udstrækning glade for den politiske håndsrækning, der giver dem bedre mulighed for på kvalificeret vis at sætte kostpolitikken på dagsordenen.
Børn vil gerne spise frugt, grønsager og andre sunde produkter, når muligheden eksisterer. Gode vaner fastlægges tidligt, det har vi gennem mange år kunnet se i en af vore lokale insittutioner, Kirkeby Børnecnter, der i mere end 30 år konsekvent har arbejdet med kost som en integreret pædagogisk virksomhed.
Vi har netop på konferencen om "Det gode børneliv" i Aalborg hørt den engelske professor Edward Melhuish fortælle, at den tidlige indsats i børns liv er altafgørende for det langsigtede resultat. På baggrund af empiriske undersøgelser kan forskelle i 3 års-alderen følges til voksne på 33 år. Dete nytter altså at tage ansvar for børns indhold i opdragelsen, naturligvis også på ernæringsområdet.
Så derfor skal vi i vores arbejde ikke skabe flere regler, men hjælpe forældre til en forståelse af opdragelsens mange udfordringer. Det er ikke gjort ved at holde børnenes institutionstid fri for sukker, men skal naturligvis kombineres med et godt indhold i dagligdagen.