Blog fantasien fri Arne Ebsen blogger om lokalsamfundet og demokratiopfattelsen

Hasta la vista, baby!

Af Arne Ebsen, torsdag den 16. marts 2017 kl. 12.00

Klippet med den determinerede Terminator indledte formandens tale ved årets KL Topmøde. Martin Damm var nu ikke forsynet med en rygende pistol, hverken konkret eller i overført betydning.

Indgangen i talen markerede mere den hastige udvikling gennem de seneste 25 år, hvor frygten for robotternes indtog var ændret til en forventning om, at vores fremtid i endnu højere grad vil blive bestemt af, i hvor høj grad vi evner at indgå i et frugtbart samarbejde med vores avatar.

Den førerløse bil er en realitet – i fremtiden løses byernes p-problemer nok ved, at bilen efter at have transporteret os på arbejde, parkeres på et containerareal og så blot hidkaldes, når vi skal bruge den igen. Ikke flere buschauffører, ikke flere taxavognmænd, mindre vedligehold for mekanikerne osv.

Næste skridt bliver vel den førerløse undervisning, hvor det levende samspil mellem en voksen og en gruppe børn erstattes af selvinstruerende opgaver, der kan løses ved spisebordet, så bevægelse i undervisningen vil bestå af, at børnene skal rejse sig for at gå i køleskabet.

Tværtimod, der bliver i endnu højere grad brug for voksne rollemodeller, der kan hjælpe børn på vej i livet. Kyndige voksne, der har tæt kontakt til og forståelse for de udfordringer, elever står overfor. Både Martin Damm og senere statsministeren understregede i deres indlæg, behovet for at de mange unge uden uddannelse i endnu højere grad flyttes fra det forsmædelige restgruppe til at blive en retsgruppe. 

De har krav på vores hjælp til at blive en aktiv del af samfundet. Lars Løkke understregede i sit indlæg, at 20% af de unge 7 år efter, at de har afsluttet folkeskolen står uden en afsluttet uddannelse. Det klares ikke alene ved at ændre de formelle krav i folkeskolen, reducere lærernes forberedelse og jage børn og lærere væk fra folkeskolen.

Det er hovedløs styring, sådan som det bl.a. kommer til udtryk, når elever og forældre skal forholde sig til flere end 3000 delmål i løbet af folkeskoletiden. Dette måltyrani hjælper ikke den uddannelsessvage elev/familie, men en god voksenkontakt, faste rammer og klare mål er bestemt nødvendige for at øge andelen af børn, der magter at indgå i fremtidens samfund.

En klog ugle, Erling Olsen sagde en gang: "hellere tabe ansigt end miste hele hovedet". Det er på høje tid, vi giver lærerne mulighed for at løse den opgave, de er sat overfor. Det kan muligvis hjælpes på vej, hvis statsministeren vil holde fast i, hvad han lovede forsamlingen i Aalborghallen: "der skal Ikke bruges en bøjet femøre fra længere arbejdstid til nedsættelse af topskatten".

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Hasta la vista, baby! Felter med * skal udfyldes