Blog fantasien fri Arne Ebsen blogger om lokalsamfundet og demokratiopfattelsen

Dagens tørre tal

Af Arne Ebsen, onsdag den 11. november 2015 kl. 08.00

3.500 i oktober måned, 1.000 i uge 44, 300 mandag d. 02. november og det er tvivlsomt om tallene ændrer sig afgørende i nærmeste fremtid. Hvis ikke det var så tragisk, kunne man næsten komme til at trække på smilebåndet, når erindringen gik tilbage til en valgkamp i juni måned, hvor en samlet blå flok fromt messede: ”Vi indfører et straks-stop for flygtninge i Danmark”.

”Vi kan se på tallene, at hvis vi ikke gør noget, vil vi få en massiv tilstrømning efter sommeren, siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde.” (DR 09. 06.15)

Allerede dengang argumenterede mange for, at det var uendeligt lidt, vi reelt har indflydelse på, når det gælder om at styre flygtningenes antal, så det var blot endnu et forsøg på symbolpolitik, som skulle bruges i kampen mod den daværende regering. Nu kommer så oplysningerne om, at også antallet af familiesammenføringer langt overstiger tidligere forventninger.

Alt imens fortsætter regeringen så deres skuespil sammen med støttepartiet DF – ind på scenen kommer ridefogeden og hendes tro væbner og foregøgler befolkningen, at hvis blot vi strammer kravene og sætte annoncer i avisen, så stopper skrupelløse bagmænd deres sejladser på Middelhavet.

Slagordet ”Tough on immigrants” gør sig, men som Venligboerne gentagne steder viser det, har mange danskere stadig det hjerterum, der mange steder i verden har høstet anerkendelse. Regeringens hjælp til arbejdet med at sikre værdige og anstændige vilkår for de mennesker, der har trodset de ubeskrivelige vilkår i deres eget land, skal vi åbenbart ikke regne med.

I stedet for at hjælpe landets kommuner med at løse opgaverne, kan vi gentagne gange konstatere, at regeringen bare sender bolden videre. Vi har altså en regering, der ikke vil forpligte sig på et samarbejde i Europa på flygtningeområdet, men som samtidig opfordrer os til at stemme ja den 03. december – en regering, der beder landets kommuner om hjælp til at løse den tilstrømning, men som ikke vil give støtte til at løse opgaven – en regering, der spiller stærk på bekostning af den svage part og vender både det blinde øje og det døve øre til virkelighedens verden.

Der var en gang, hvor Venstre var et anstændigt og socialliberalt parti – nu ligner det kun en svag afglans af DF.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Dagens tørre tal Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger