Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 20 / 2021

Sådan gik det partierne ved KV21

Der var sejrherrer, og så var der syngende vælgerlussinger. På landsplan kunne landets partier mærke vælgernes dom ovenpå KV21, der kostede nogle dyrt – et enkelt parti så dyrt, at der nu er lagt op til formandsvalg – mens andre sikrede sig overraskende borgmesterposter og noterede flot fremgang. Danske Kommuner bringer her et overblik.

TABER

Kommunalvalget blev det dårligste for Socialdemokratiet i over 100 år. Ved dette valg havde kun 28,6 procent af vælgerne sat kryds ud for regeringspartiet, der gik tilbage i 69 kommuner. Særligt i landets storbyer fik Socialdemokratiet smæk. Partiet er således ikke længere det største parti i København, hvor Enhedslisten har taget førertrøjen, og i Aarhus og Aalborg gik Socialdemokratiet henholdsvis ni og 11,8 procentpoint tilbage, og det er værd at nævne, at flere kommuner i det nordjyske ”mink-land” var udfordrede. 

I Hjørring måtte den mangeårige borgmester Arne Boelt sågar aflevere borgmesterkæden.

Det lykkedes Socialdemokratiet at holde de fire største byer på røde hænder, men både Jacob Bundsgaard, Aarhus, Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg, Peter Rahbæk Juel, Odense, og nyvalgte Sophie Hæstorp Andersen, København, indkasserede vælgerlussinger i form af færre personlige stemmer. Thomas Kastrup-Larsen fik 14.500 personlige stemmer mod 29.500 i 2017, ligesom Peter Rahbæk Juel også har mistet over halvdelen af sine personlige stemmer. Det samme gælder Jacob Bundsgaard, som i 2017 fik knap 40.000 personlige stemmer. Denne gang satte lidt over 19.000 kryds ved Aarhus-borgmesteren. Københavns nye overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, fik 11.000 personlige stemmer. 

TABER

Selv om Venstre med 21,2 procent af stemmerne fik sit dårligste valg siden 1969, blev kommunalvalget ikke den nedtur for partiet, som mange iagttagere havde spået. Det er lykkedes partiet at få 36 borgmesterposter – kun én mindre end ved KV17. Her er også et par overraskelser iblandt. Det lykkedes Venstre at holde på Vesthimmerland, og det lykkedes at erobre Norddjurs for første gang i kommunens historie og fik tillige vundet borgmesterposten tilbage i Gribskov. På den anden side tabte partiet Glostrup, Rudersdal og Odder. 

Partiformand Jakob Ellemann-Jensen havde ikke før valget sat ord på partiets målsætning for kommunalvalget, men efter valget har gruppeformand Karsten Lauritzen betegnet valget som ”et godt valg.” I alt fik Venstre valgt 620 byrådsmedlemmer, hvilket er 68 færre end ved sidste valg.  

VINDER

End ikke tabet af den konservative højborg Frederiksberg kan overskygge Det Konservative Folkepartis valgsucces. Selvom det var et hårdt slag, at hovedstadskommunen, som i 112 år har været i Konservatives hænder, kan partiet notere sig valgets største fremgang på landsplan, og det lykkedes også partiet at få borgmesterposter steder, hvor ingen havde forestillet sig, at en konservativ skulle indtage borgmesterkontoret. Mest overraskende var det i Kolding, hvor Konservative fik borgmesterposten for næsen af både Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V). Også på Bornholm har partiet fået en nyvalgt borgmester, selvom Enhedslisten her blev det langt største parti. 

15,2 procent af stemmerne gik ved valget til Konservative, og det er en fremgang på 6,4 procentpoint i forhold til valget i 2017. Det svarer til 403 mandater på landsplan.  

VINDER

Blandt de røde partier kunne SF notere sig for den største fremgang på to procent på landsplan. I alt 7,6 procent af stemmerne sikrede partiet sig, men i Kolding glippede borgmesterdrømmen for eksminister og tidligere partiformand Villy Søvndal, der i stedet bliver udvalgsformand til gengæld for at støtte en konservativ borgmester. Langeland-borgmester Tonni Hansen kunne dog også notere fremgang og beholde nøglerne til borgmesterkontoret, ligesom Anders Wolf Andresen fik vristet borgmesterposten fra Helle Adelborg (S) i Hvidovre Kommune. Siden 1925 har S haft borgmesterposten i Hvidovre.

Partiformand Pia Olsen Dyhr havde på forhånd sagt, at partiet gerne ville sikre sig flere borgmesterposter, og det var da også tæt på, at partiet sikrede sig sin tredje borgmesterpost – nemlig i Albertslund, hvor Vivi Nør Jacobsen for en kort bemærkning kunne mønstre flertal bag sig. Nuværende borgmester Steen Christiansen (S) sprang dog i målet og lykkedes med at beholde borgmesterkæden. 

VINDER

Havde man for blot få år siden spået, at Enhedslisten ved dette valg ville blive det største parti i København og på Bornholm, havde mange formentlig rystet på hovedet. Forklaringerne er ganske givet forskellige de to steder, men det rød-grønne parti yderst til venstre kan kun klappe i hænderne over den pæne fremgang til 7,3 procent, hvilket rækker til 114 mandater – 12 flere end ved KV17. Fremgangen har ikke kunnet konverteres til borgmesterposter, men både i København og på Frederiksberg har partiet fået yderligere indflydelse. I København får partiet således for første gang to borgmesterposter – på socialområdet samt miljø- og teknik, hvor partiet også i denne periode har posten. I Odense blev det ikke til en rådmandpost, mens tidligere folketingsmedlem Per Clausen bliver klima- og energirådmand i Aalborg. Når man kigger på Danmarkskortet, er der få egentlige nederlag – måske med undtagelse af et exit i Esbjerg – men derimod en række kommuner, hvor partiet er blevet styrket.  

VINDER

 Radikale Venstre har med 5,6 procent af stemmerne fået partiets bedste kommunalvalg siden 1970’erne. Det rakte til 94 byrådsmedlemmer mod 80 ved KV17. En overgang så det ud til, at partiet ikke ville få en borgmesterpost, da Leon Sebbelin i Rebild tabte magten til Venstre, men så stod det klart, at Radikale Venstre havde fået en regulær jordskredssejr på Fanø, hvor partiet nu har borgmesterposten. Partiet er derudover lykkedes med at fastholde rådmandsposten i Odense, da partiet har fået to mandater og således er berettiget til en post qua stemmetallet. Sidst fik partiet den som tak for at pege på Socialdemokratiet. Der er også radikale rådmænd i Aalborg og Aarhus, mens partiet i København også får en borgmesterpost. Partiets landsformand sagde før valget til Danske Kommuner, at det var et mål at få mandater uden for de store byer. Det er partiet lykkedes med i et vist omfang ved dette valg.

TABER

Nedsmeltningen for Dansk Folkeparti, der på forhånd var blevet spået et dårligt valg, var total. I flere år har partiet været på nedtur, og ved valget fik partiet vælgernes dom at mærke, da Dansk Folkeparti gik tilbage i alle kommuner. Partiet sikrede sig på landsplan 4,1 procent af stemmerne, og det er halvdelen af de 8,8 procent af vælgernes krydser, som det lykkedes partiet at sikre i 2017. I flere kommuner ryger Dansk Folkeparti helt ud af byrådet, og i partiformand Kristian Thulesen Dahls egen hjemby blev opbakningen til partiet halveret fra 27 til 13,6 procent. 

Dansk Folkeparti har nu 91 mandater på landsplan, hvilket er 132 færre end efter valget for fire år siden. Kristian Thulesen Dahl har da også taget konsekvensen af katastrofevalget og meddelt, at han er klar til at gå som partiformand. 

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kristian Thulesen Dahl (DF) er  klar til at trække sig som formand efter valget.

VINDER

Mens Dansk Folkeparti fik et katastrofevalg, gik det anderledes godt for Nye Borgerlige, som på forhånd havde sat et forsigtigt mål: at få 10 mandater på landsplan. Den målsætning kunne partiet næsten syvdoble, da valgresultatet forelå. 64 mandater på landsplan blev det nemlig til. Ved valget i 2017 sikrede partiet sig kun ét mandat på landsplan i form af Mette Thiesen, som blev valgt ind i byrådet i Hillerød. Siden er flere siddende kommunalpolitikere skiftet til Nye Borgerlige, som derfor gik til valg med otte mandater fordelt på syv kommuner. På landsplan satte 3,6 procent af vælgerne kryds ved Nye Borgerlige denne gang. 

– Det er langt over forventning. Vi har sat et mål på 10 mandater, og vi har nået langt mere end det. For et nyt parti, der kun er seks år gammelt, er jeg ret godt tilfreds, sagde Pernille Vermund ifølge Politiken, da hun var til valgfest i Fredericia på valgaftenen.  

TABER

Når det kommer til at smelte helt ned som kommunalt parti tager Liberal Alliance andenpladsen ved dette valg, hvor partiet er næsten halveret til blot 1,4 procent af vælgerne. Partiet må med blot ni mandater på landsplan spejde langt efter et mandat langt de fleste steder, men der er enkelte lyspunkter. På Norddjurs, der også ved KV17 var en højborg, er partiet gået frem fra to til tre mandater, mens der også er procentmæssig fremgang i Roskilde, hvor det dog kun rækker til et mandat. I Solrød er det lykkedes partiet at gå frem fra et mandat til tre. Det eksempel viser, at det kan lade sig gøre at føre en kampagne, der kan mobilisere vælgerne til at sætte kryds ved LA.

VINDER

Med en fremgang på 0,2 procent til 0,8 må Kristendemokraterne placeres på vinderholdet, selv om partiets øgede landspolitiske synlighed med Jens Rohde i Folketinget ikke er blevet omsat til nogen markant kommunal repræsentation. Partiet har fået 11 byrådsmedlemmer denne gang mod ni ved KV17. De seks af dem sidder i Ringkøbing-Skjern, der er den eneste kommune med mere end et byrådsmedlem. Denne gang gik partiet frem i den vestjyske højborg, men det blev heller ikke denne gang til en borgmesterpost til Kristian Andersen. Også i Herning og Hedensted er Kristendemokraterne gået frem, men ikke nok til, at det udløser et ekstra udover det enlige mandat, mens partiet kan glæde sig over et helt nyt mandat i Varde.  

TABER

Den kedelige titel som danmarksmester i procentvis størst nedsmeltning ved kommunalvalget 2021 går til Alternativet, der med 0,7 procent af stemmerne er gået 2,2 procentpoint tilbage. I København holder partiets politiske leder og nuværende kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde ikke blot sit eget mandat, men får selskab af en partifælle. Derudover er det blevet til et enkelt mandat i blandt andet Thisted og Skanderborg. På Fanø, hvor partiet har haft borgmester-posten i denne periode, opnåede partiet ikke valg. Alternativet smeltede også helt ned i storbyer som Aarhus og Odense. antj@kl.dk, mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Sådan gik det partierne ved KV21 Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger