Alle 25 medlemmer af byrådet står bag Lars Storgaard (K) som borgmester. Foto: Preben Breinholt/Breinholt Foto
Alle 25 medlemmer af byrådet står bag Lars Storgaard (K) som borgmester. Foto: Preben Breinholt/Breinholt Foto
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 20 / 2021

Jeg skal ikke revolutionere det hele

Lars Storgaard (K), der er nyvalgt borgmester i Favrskov, var selv overrasket over, at Konservative sprængte rammerne og gik fra to til seks mandater. Efter knap et døgns hårde forhandlinger sikrede han sig borgmesterposten, men han forestiller sig ikke, at den gyldne kæde vil afholde ham fra stadig at gå ind på den lokale kro og høre, hvad folk snakker om.

Måske tre og i bedste fald fire. Det var det antal mandater, Lars Storgaard (K) selv havde forventet, Det Konservative Folkeparti kunne opnå ved valget i Favrskov. 

– Jeg sidder jo selv på andet mandat i denne periode, og det andet mandat fik vi på valgforbundet for fire år siden. Så det at komme op på tre ville næsten være en fordobling af stemmerne, fortæller Lars Storgaard. 

Men der blev ikke tale om en fordobling af konservative stemmer i Favrskov. I stedet buldrede partiet frem og tredoblede antallet af mandater. En kombination af landstendensen og en valgkamp med dygtige, alsidige og aktive kandidater, vurderer Lars Storgaard. Og med et så godt resultat – og borgerligt flertal – gik kampen om borgmesterkæden i gang. 

– Gennem 12 år har jeg haft rigtig gode relationer til den afgående borgmester (Nils Borring (S), red.). Vi har haft et fantastisk samarbejde, og det er ikke min stil at vælte sådan en mand, man holder af. Det ligger ikke i mine gener. Men der var et borgerligt flertal, og så skulle der også være en borgerlig borgmester. Og nu er vi her, så nu må vi tage den herfra, siger Lars Storgaard, som også gjorde sig personlige overvejelser om at tage borgmesterposten, ligesom det var vigtigt for ham at få en bred konstituering.

Derfor glæder det ham, at alle 25 medlemmer af byrådet står bag ham som borgmester. 

/ScaledImages/_Global_Artikelbilleder_2021_DK-20___Side-46-264_263.jpg

Vil ikke tromle

Lars Storgaard har ikke nået at gøre sig mange tanker om, hvordan Favrskov bliver anderledes med ham i spidsen. 

– Jeg havde slet ikke set det komme, så jeg skal lige vænne mig til det, indtil jeg sætter mig i stolen. Men det er klart, man skulle jo gerne kunne se en forskel på, at der kommer en borgerlig borgmester til. Efter to år kan vi måske se, om kursen er ændret, siger Lars Storgaard, der dog går meget op i samarbejde.

– Det er det, jeg har fået skyld for. At jeg kan samarbejde til alle sider. Og jeg håber da også, det er det, der kommer til at kendetegne mit virke, når jeg sætter mig i stolen, siger Lars Storgaard, der har siddet i byrådet i 12 år i Favrskov Kommune og var viceborgmester i den tidligere Hvorslev Kommune i otte år, og fortsætter:

LÆS OGSÅ Eva Kjer Hansen tabte til Pape- og Villyeffekten

– Jeg har været med i mange år, og nu er det jo en helt ny situation. Jeg har altid siddet i opposition, og nu har jeg pludselig et flertal bag mig, og det skal selvfølgelig bruges. Men det skal ikke bruges til at tromle. Det skal bruges der, hvor det giver mening. Jeg håber, vi kan få nogle brede forlig fremadrettet.

Selv mener Lars Storgaard, at han er god til at møde høj som lav og kan tale med alle. Det regner han også med at blive ved med.

– Jeg holder ikke op med lige at gå ind på den lokale kro og høre, hvad stamgæsterne har at sige. Når jeg er inde og hente mad, tager jeg mig også gerne tid til lige at drikke en øl i baren. Det tror jeg, jeg vil blive ved med. • antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Jeg skal ikke revolutionere det hele Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger