Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 19 / 2021

Leder, husk at lytte

Den 1. november afholdt Komponent – Kommunernes udviklingscenter det årlige Ledertræf. Årets tema var ”Samtalen om din ledelse”. I en samtidighed af øgede digitale muligheder, nye mødeformer og nye forventninger til den offentlige organisation giver et fornyet fokus på samtalen om ledelse virkelig god mening.
tekst Christina Nüssler, centerchef i Komponent med ansvar for de formelle uddannelser og kompetenceforløb målrettet ledere og ledertalenter i kommunerne, og Jan Henriksen, vicedirektør i Komponent og rådgiver topledere i kommunerne om god ledelse og styring

Offentlig ledelse har uanset rollen og opgaven det formål at sikre den bedst mulige velfærd for borgerne. Dette perspektiv er indiskutabelt. Det handler i bund og grund om at udfolde og udvikle det velfærdssamfund, vi i vores demokratiske tradition har bygget op. Netop det demokratiske perspektiv er ganske særligt for dig som offentlig leder. Det betyder i al enkelhed, at du refererer til demokratisk valgte personer, som i sidste ende træffer de beslutninger, som du skal give indhold og substans. I denne kronik vil vi gerne bygge videre på de gode inspirationer, Ledertræf-dagen gav os, ved at dele nogle refleksioner og pointer, der viser samtalens potentialer i arbejdet som leder. 

Vores første refleksioner gik på, hvad der egentligt gør en samtale til en samtale. I vores ivrige snak herom, gik det på et tidspunkt op for os, at det perspektiv, der manglede, var lytning. Vores optagethed af at fortælle om, hvad vi havde hørt og var blevet grebet af på dagen, havde lukket vores ører for den andens inspirationer. Da vi tog snakken om igen, men nu med lytning som formål, blev snakken til en samtale. Det var faktisk lytningen, der gjorde det til en samtale.   

En ny dynamik

Ved at lytte til hinanden kunne vi nemmere stille skarpt på en interessant detalje fra Ledertræf. Det, vi faldt over, var brugen af ordene ”ledelse” og ”ledere”. I hverdagen bruger vi i flæng ledelse og ledere. Når man både lytter til ordene og læser dem, som de er skrevet, så er der en stor forskel på de to ord. Ledelse er en handling – noget man gør – og ledere er personer – mennesker som dig og os. Ledelse bliver i denne optik effekten af lederens interaktion med sin organisation og bliver først synlig i tilbageblik og øjebliksbilleder.

Skriv hvad du søger