Som ved C-huset i Allerød, som forleden blev åbnet af Konservatives formand Søren Pape Poulsen, er den grønne løber også rullet ud for Konservative til kommunalvalget. Foto: Allan Nørregaard/Sjællandske Medier
Som ved C-huset i Allerød, som forleden blev åbnet af Konservatives formand Søren Pape Poulsen, er den grønne løber også rullet ud for Konservative til kommunalvalget. Foto: Allan Nørregaard/Sjællandske Medier
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 18 / 2021

Pape forventer flere borgmesterposter

Det Konservative Folkeparti er lige nu mere populært, end det har været i mange år. Derfor har formand Søren Pape Poulsen også en ydmyg forventning om, at partiet går frem ved kommunalvalget, og at flere borgmesterkæder kommer på konservative hænder.

Frem mod kommunalvalget ser Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nærmere på partiernes kampform op til valgdagen.

Stemningen blandt de fremmødte ved åbningen af den nye konservative valgbutik i Allerød var næsten, som ventede de på royalt besøg. Og det gjorde de da næsten også. Den grønne løber var rullet ud – klar til kongen af Konservative. Manden, der har gjort partiet så populært, at han er på tale som statsministeremne. Søren Pape. Spørgsmålet er nu, om hans popularitet også rækker til at sikre partiet et godt kommunalvalg. Selv er han ydmyg. 

– Nu holder vi lige benene på jorden. Nu har jeg både været i det kommunale og det landspolitiske, og vi ved alle sammen, at vi ikke bare kan oversætte tingene én til én. Der er 98 forskellige kommuner. Men vi har selvfølgelig en forventning om, at vi skal gå frem ved det her valg, og jeg har også en forventning om, at vi henter nogle flere borgmesterposter i hele Danmark. Og jeg håber, vi står et af stederne. Der er i hvert fald en mulighed her, hvor vi jo ad flere omgange har haft borgmesterposten, siger Søren Pape Poulsen, da Danske Kommuner møder ham i ”C-huset” i Allerød.

Skriv hvad du søger