Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 16 / 2021

S og V deler Midtjylland

Når man tager mod vest i Region Midtjylland er de fleste kommuner blå, mens de røde højborge ligger på østkysten. Sådan vil billedet stadig være efter valget – med et par undtagelser hist og her. Samlet får Socialdemokratiet og Venstre lige mange borgmesterposter.
tekst Tom Ekeroth og Mads Brandsen

Sådan ligger landet

I fem magasiner i træk kigger Nyhedsmagasinet Danske Kommuner i krystalkuglen og tegner et billede af det kommunalpolitiske landskab op til valget 16. november. Vi fortsætter her turen i Region Midtjyllands 19 kommuner. 

Region Midtjylland

Struer: Kommunen kan svinge, og nuværende borgmester, Niels Viggo Lynghøj (S), genopstiller ikke, mens tidligere borgmester Mads Jakobsen (V) prøver igen. Meget tyder på, at den svinger igen, så Mads Jakobsen får en tørn til. Niels Viggo Lynghøj er en stilfærdig mand, der ikke gør noget galt. Han har meldt ud, at han sidder perioden ud. Det er også en mulighed, at Socialdemokratiet holder posten. Den går i givet fald til John Christoffersen.

Ringkøbing-Skjern: Kommunen er i den grad Venstre-land, og borgmester Hans Østergaard (V) ligger derfor ganske lunt i svinget. Det spændende at følge ved dette valg er igen Kristian Andersen og Kristendemokraterne, der ved sidste valg gik markant frem og siden er vokset yderligere med en partihopper. Partiet kan blive kongemageren, når Hans Østergaard skal finde et flertal – og for så vidt også for udfordreren, Søren Elbæk (S). Der er lang vej, før Ringkøbing-Skjern bliver socialdemokratisk styret.

Viborg: Meget skal gå galt for Venstre, hvis ikke Ulrik Wilbek (V) bliver borgmester igen. Han er vellidt og har som politisk leder evnet at samle et byråd, der ellers var opdelt på noget utraditionel vis, da borgmestrene hed Søren Pape Poulsen (K) og Torsten Nielsen (K). Socialdemokratiets første borgmesterkandidat røg ud efter en regulær porno-skandale, og selv om partiets nye bejler til topposten, Mads Panny, er erfaren i gamet, bliver det alligevel svært for ham at indtage hjørnekontoret på Prinsens Allé. Med mindre altså han laver en Pape-model, men det er der ikke meget i sol, måne og stjerner, der tyder på. 

Skriv hvad du søger