Benjamin og hans læringsvejleder, Anja Rasmussen, ses mindst en gang om ugen, hvor de taler om, hvordan det går. At Benjamin har fået slået fast, at han har de samme forudsætninger som sine klassekammerater, har været godt for ham. Foto: Cathrine Ertmann
Benjamin og hans læringsvejleder, Anja Rasmussen, ses mindst en gang om ugen, hvor de taler om, hvordan det går. At Benjamin har fået slået fast, at han har de samme forudsætninger som sine klassekammerater, har været godt for ham. Foto: Cathrine Ertmann
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 13 / 2021

Jeg har altid følt, jeg kan det samme

Sebastian og Benjamin, der begge er anbragte børn, er glade for, at der bliver stillet krav til dem, og at de får mulighed for at vise deres faglige udvikling. Det giver større selvtillid.

Det er en stor dag på Brovst Skole og særligt for Sebastian, som har tilbragt alle sine folkeskoleår netop her. I dag er det dimissionsdag, og det er dermed også Sebastians sidste dag i 10. klasse. Næste år er det planen, at han skal starte på en STU-uddannelse, og på sigt skal han måske også rykke fra de trygge rammer, som hans opholdssted hidtil har udgjort, og flytte for sig selv. Noget, som Sebastian selv drømmer om. Men som anbragt barn har Sebastian ikke altid oplevet, at der er blevet stillet faglige krav til ham på lige fod med de andre elever. Det har dog ændret sig det seneste år, efter Jammerbugt Kommune har sat et nyt projekt i søen med fokus på læringsmiljøet for anbragte børn. Det har givet Sebastian og hans læringsvejleder på Brovst Skole, Tejs Rytter, mange timer sammen. 

– Vi taler om, hvordan det går, og hvordan det er gået siden sidst med de mål, vi har sat, siger Sebastian om de ugentlige møder med læringsvejlederen. 

Hver sjette uge sætter de sammen – og i fællesskab med Sebastians lærere – et nyt mål. Det har blandt andet ført til, at Sebastian, som førhen havde svært ved at få pengene til at række til hele måneden, nu har sparet 2000 kroner op, og at han har sat læsehastigheden op. Også på hans opholdssted er der blevet læst flere lektier.

– Man kan godt blive lidt irriteret i starten over, at man skal lave mere og lave lektier, men det har faktisk været godt, og det har hjulpet meget, siger Sebastian.

Tejs Rytter lægger ikke skjul på, at Sebastian har været lidt af en mønsterelev at have med i projektet. 

– Det har været en udsøgt fornøjelse at have Sebastian med i det her projekt, fordi han er superpositiv, og han har nogle gode værdier. Vi har gjort meget ud af at finde det rette niveau, så vi ikke har presset Sebastian ud i noget, der har været for svært for ham, men lige så stille bygget op. Det har også styrket Sebastians selvtillid at opleve, at han kunne nå de mål, fortæller Tejs Rytter. 

Som læringsvejleder har han den daglige kontakt med de børn på Brovst Skole, som er med i projektet, og deres lærere, og han mener, at særligt børnenes oplevelse af at lykkes med noget er en styrke ved projektet.

– De kommer glade og stolte, når de har opnået noget her i projektet. De kommer også, når det er gået knap så godt, og så får vi en god snak om, hvad der gik galt, og hvordan det kan blive bedre næste gang.

LÆS OGSÅ Anbragte børn trives med flere krav

Samme oplevelse har Lotte Lange Wennike, der er læringsvejleder på Skolecenter Jetsmark.

– De opdager, at tingene lykkes for dem, og det er rigtig godt, konstaterer hun, der ikke er i tvivl om, at projektet flytter noget. 

– Jeg tror på, vi rykker noget, og at vi får hjulpet en gruppe af sårbare unge, og bare det, at de oplever, at der er en gruppe voksne, der lytter til dem og tager dem seriøst, betyder noget. 

Misforstået godhed

For Benjamin, der går på Saltum Skole og har boet hos sin plejefamilie, siden han var tre uger gammel, har projektet allerede betydet noget. For da han blev testet som led i projektet, blev han bekræftet i, at han ikke var anderledes end sine klassekammerater. Han har nøjagtig samme faglige forudsætninger som sine jævnaldrende.

– Jeg har altid følt, jeg kan det samme, og jeg kan helt klart mærke, det går fremad, efter det er blevet bevist. Jeg rækker hånden op, når jeg kan svaret, og jeg tør være mere med. Det har givet mig mere selvtillid, siger han.

Anja Rasmussen, der er Benjamins læringsvejleder, mener, at resultatet af testen var lidt af en øjenåbner for Benjamins lærere.

– Når man får slået det fast, så begynder vi også at stille større krav til Benjamin, og Benjamin elsker det, siger hun, mens smilet breder sig hos Benjamin.

Hun oplever, at projektet gør op med de misforståede hensyn, som lærere sommetider kommer til at tage til anbragte børn.

– Når vi hører, at et barn er anbragt, tænker vi automatisk, at det har været en svær start på livet, og så kommer man som lærer til at tage et misforstået hensyn ved ikke at gå lige så meget til de anbragte børn – fordi vi prøver at tage godt vare på dem. Men vi har lært, at det er helt forkert, siger Anja Rasmussen.

Hun mener ligesom de øvrige læringsvejledere, at børnene vokser af de succeser, der får med projektet.

– Jeg tror, det handler meget om at få ros og anerkendelse, og fordi vi har meget mere kontakt med Benjamin, har vi også mulighed for at give den feedback. Det gør en kæmpe forskel.

Det kan Benjamins plejemor, Elsebeth Mølholt Nielsen, bekræfte. Hun var til at begynde med lidt nervøs for, om projektet bare betød endnu flere krav fra kommunen. Men de bekymringer er blevet gjort til skamme.

– Det har været så godt. Den eneste kritik, jeg har, er, at det ikke er blevet sat i gang noget før. Benjamin er gladere, og jeg oplever også, han er mere tryg i det, han kan. Det er bare rigtig godt, siger hun.

Også samarbejdet med skolen er blevet bedre, oplever Elsebeth Mølholt Nielsen. Og det skyldes ikke mindst, at samtalerne mellem skole og anbringelsessted gribes an på en anden måde end før. 

– Noget, vi har opdaget i de her samtaler, vi har haft, er, at vi altid startede med at tage udgangspunkt i os selv. Det er vi holdt op med. I stedet lader vi familierne fortælle til at starte med, og det lillebitte greb gør faktisk rigtig meget for samarbejdet. Det virker bare, siger Anja Rasmussen.

Nu drømmer Benjamin om at komme på landbrugsskole, når folkeskolen er afsluttet. Og han er ikke i tvivl om, han nok skal nå sine mål.

– Det er det, jeg skal efter 9. klasse. Jeg ved bare ikke, om jeg vil arbejde med planter eller dyr endnu, konstaterer han. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Jeg har altid følt, jeg kan det samme Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger