Foto: Jakob Carlsen
Foto: Jakob Carlsen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 12 / 2021

Nyt spil omdanner klasseværelset til byrådssal

Med spillet ”Stemmer fra Markland Kommune”, som KL har udviklet i samarbejde med Frederikssund Kommune, skal fremtidens vælgere gøres klogere på kommunalpolitik og de dilemmaer, der følger med hvervet som lokalpolitiker.

På bagerste række i klasseværelset bliver der udstødt et dybt suk. I et par timer har elever fra 8. klasse på Ådalens Skole i Frederikssund spillet og testet et nyt spil om lokaldemokrati – spillet ”Stemmer fra Markland Kommune”, som KL har udviklet i samarbejde med Frederikssund Kommune. 

– Jeg ved godt, du er træt, Frederik, og klokken er mange, men vi mangler ikke så meget endnu, siger samfundsfagslærer Mie Krogh og forsøger at holde gejsten oppe. 

– Nej, men jeg er ikke træt. Jeg er kun træt af, at jeg er den eneste, der har ret, siger Frederik og griner højt, så det smitter i resten af klassen. 

Den følelse kan flere politikere rundt om i landet måske nikke genkendende til. Og med spillet ”Stemmer fra Markland Kommune” er eleverne kommet tættere på livet som politiker end nogensinde før. I spillet bliver eleverne nemlig stillet over for en række beslutninger, som de dels skal diskutere i deres respektive partier og siden deres faglige udvalg. Og så går kampen ind for at overbevise hinanden om, at den fiktive søpark skal ligge midt i kommunen, hvor den er nem at nå med bus, og at pengene skal bruges på en E-sportsturnering og ikke en ny petanquebane, inden afstemningen finder sted i byrådssalen. 

De fire partiformænd skal sågar også gennem et fiktivt interview med den fiktive lokale tv-station ”Lokale Stemmer”. Og partiformændene må på bedste vis forsvare, hvordan de vil tage hensyn til både børnefamilier og ældre, og om det overhovedet er en god idé at lave en ny søpark.

– Der er jo meget fokus på kropsidealer i disse tider, og der er mange, som føler sig usikre på deres krop. Er det så en god idé at lave en søpark, hvor folk jo også kommer til at vise deres krop frem, lyder spørgsmålet fra dagens journalister. 

Med argumenter om, hvordan en ny søpark vil bidrage til gode oplevelser for mange af kommunens borgere, og at der altid vil være nogle, som gerne vil på stranden, får partiformændene manet journalisternes spørgsmål i jorden. 

– Der skal være ro i byrådssalen, lyder det fra Mie Krogh, mens eleverne finder deres mobiltelefoner frem og gør sig klar til at stemme i de fire sagsfremstillinger, de er blevet præsenteret for. Der tegner sig foreløbig flertal for, at der skal gives penge til en kulturuge, at der skal laves en søpark midt i den fiktive by Skovby, at der skal etableres gå- og løbestier, og at der skal afholdes en E-sportsturnering. Men nogle stemmer kan endnu nå at blive flyttet, for nu er der gruppemøde i partierne.  

LÆS OGSÅ Ledelsesmæssige greb kan styrke inklusionen i skolen
FOR ABONNENTER

Foto: Jakob Carlsen

Det lykkedes Rosa at overbevise nogle af ”politikerne” fra de andre partier, så afstemningerne faldt ud til hendes partis fordel, og særligt diskussionsdelen i spillet var hun glad for.

Et ben i demokratiet

Mens eleverne myldrer ud til gruppemøder, ser samfundsfagslærer på Ådalens Skole, Mette Lund, til. Hun fik for to år siden, sammen med sin kollega Bo Andersen, idéen til det, der nu er blevet til et spil om lokaldemokrati. 

– Vi havde et ønske om at lave et fast forløb i samfundsfag, som bedre kunne ruste eleverne til at forstå den kommunale beslutningsproces, og hvad byrådet laver, fortæller Mette Lund og fortsætter:

– Jeg har tidligere henvendt mig flere gange til vores lokale politikere, som er meget søde til at stille op og komme og fortælle, men de kommer jo også med et politisk budskab, og vi kunne godt tænke os noget i stil med det, der hedder ”Politiker for en dag” i Folketinget. 

Mette Lund tror på, at forståelsen for det lokale demokrati bliver større hos eleverne, hvis de selv leger lokalpolitikere for en dag. 

– På denne her måde får de forståelsen af de dilemmaer, og ikke mindst økonomiske dilemmaer, som lokalpolitikere står over for. For kan man hele tiden gøre alle borgere glade? Det er den opgave, de kommer på, og de forstår det bare bedre, når de selv prøver det, siger hun.

Stemmer fra Markland Kommune - Et spil om lokaldemokrati

Spillet finder sted i den fiktive kommune Markland Kommune. Deltagerne er valgt ind i kommunalbestyrelsen, hvor de i løbet af spillet skal drøfte og stemme om en række kommunale sager. Som medlem af et parti skal deltagerne finde balancen mellem, at de beslutninger, der vedtages i kommunalbestyrelsen, er i tråd med partilinjen og samtidig har blik for de konsekvenser, det har for kommunens borgere, økonomi, vækst og sammenhængskraft. 

Spillet er målrettet de ældste klasser i folkeskolen, men kan også bruges på gymnasier og erhvervsskoler med mere. Spillet bliver frit tilgængeligt på KL’s hjemmeside og er finansieret af Kommunernes Jubilæumsfond af 1995. 

Mens hun som samfundsfagslærer ikke mener, eleverne mangler interesse for politik, er det dog ofte landspolitik, der optager fremtidens vælgere. Og det ærgrer Mette Lund. 

– Lokalpolitik og den lokale demokratiske proces er jo en del af vores fundament. Det er et ben i vores demokrati, og derfor er det også vigtigt, at vi får skabt en forståelse og interesse for det. De bliver jo nødt til også at have en forståelse for deres lokalområde, hvis de skal have en forståelse for vores demokratiske setup.

Selve spillet er bygget op om den almindelige kommunale proces, understreger Mette Lund, mens et spilfirma har været med til at udvikle finesserne i spillet. Da Bo Andersen og Mette Lund i løbet af nogle måneder havde tegnet skitserne til det, der er blevet til det nye demokratispil, præsenterede de det nemlig for deres skoleleder og kom derefter i kontakt med Frederikssund Kommunes forvaltning. 

– Og så kom vi faktisk selv på som en sag i byrådet, fordi det blev besluttet, at det var noget, man gerne ville have alle kommunens 8.-klasser igennem, siger Mette Lund og griner. 

Siden blev også KL involveret, og nu er spillet klar til lancering i hele landet. Mette Lund håber, at det rundt omkring vil kunne lade sig gøre at spille spillet i hjertet af demokratiet: I kommunernes respektive byrådssale.

– Det er med til at give noget autenticitet og en helt anden stemning, når eleverne rent faktisk sidder der, hvor det foregår. Og jeg tænker, det her er en gylden mulighed for både kommuner og politikere at få kendskab til de fremtidige vælgere og gøre sig mere tilgængelige og menneskelige. Det må batte noget i et lokalmiljø.

Foto: Jakob Carlsen

Flere gange i løbet af spillet skal eleverne stemme om de forskellige sager. Selve afstemningen foregår på elevernes mobiltelefoner, og på storskærm kan de følge med i, hvordan afstemningen ender.


Diskutere professionelt 

Selvom Markland-spillet denne dag foregår i vante omgivelser på Ådalens Skole, er eleverne ikke mindre engagerede under gruppemødet i partierne. I ”parti 2” skal de sidste detaljer på plads, inden der igen er afstemning i byrådssalen. Argumenterne for og imod placering af søparken fyger hen over bordet, og i sidste ende er partiet enigt om, at en central placering midt i byen er bedst, fordi det også hænger bedst sammen med busforbindelser. 

– Det har været rigtig sjovt. Det var også lidt svært, især da vi skulle læse op på sagerne. Der havde vi ikke så meget tid. Men det har været rigtig sjovt at diskutere med de andre, og jeg har også fået overbevist nogle fra de andre partier om, at vi havde ret, siger Rosa, inden turen går ind i ”byrådssalen” for sidste gang. 

Og ikke meget har ændret sig på dagens sidste gruppemøde. For flertallet beslutter, at der skal gennemføres en kulturuge i Markland Kommune, at søparken skal placeres midt i Skovby, at der skal bevilges penge til en E-sportsturnering, og at kommunen skal have nye gå- og løbestier. Der er også enighed om, at spillet har været både sjovt og lærerigt. 

– Jeg har fundet ud af, at man ikke kan gøre alle glade, og jeg synes, jeg har lært noget nyt, siger en af eleverne, mens en anden supplerer:

– Jeg synes, det har været rigtig sjovt at prøve at diskutere på en professionel måde.

Enkelte har dog også oplevet bagsiden af medaljen: At have indgået en aftale med et andet parti, som ender med at springe i målet. 

– Der blev vi stukket i ryggen, lyder det fra en af eleverne, mens klassen griner.

– Ja, sådan er det jo i politik, konstaterer lærer Mie Krogh, inden eleverne får lov at slippe sagsfremstillinger og kommunale budgetter for denne dag. antj@kl.dk

Foto: Jakob Carlsen

8.-klasseeleverne er igennem spillet både medlemmer af et parti og et fagudvalg, hvor de skal diskutere de sagsfremstillinger, de bliver præsenteret for og vægte hensyn til både borgere og økonomi.


Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Nyt spil omdanner klasseværelset til byrådssal Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger