Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 10 / 2021

Socialområdet skal i top

Det specialiserede socialområde skal øverst på dagsordenen i årets økonomiforhandlinger. Det peger et stort flertal af landets borgmestre på i en rundspørge, hvor de tegner et billede af et område, der er klemt mellem økonomi og forventningspres.

For stor forskel på borgernes forventninger og den kommunale service og for få penge til at betale for de løfter, som Christiansborg udsteder. Nogenlunde sådan beskriver et flertal af landets borgmestre det specialiserede socialområde i en rundspørge, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har foretaget.

– Vi er prisgivet. Der er et tårnhøjt forventningsniveau hos borgerne, godt hjulpet på vej af Folketingets socialordførere og en socialminister, der ikke er bleg for at sige, at kommunerne har fået masser af penge til at løse opgaven. Samtidig er der skabt en opfattelse af, at der skal være en nulfejlskultur på det specialiserede socialområde, hvor vores medarbejdere bliver hængt til tørre, hvis de begår en eneste fejl. Så vi har ikke en chance for at gøre noget som helst rigtigt på det her område, siger Benedikte Kiær (K), der er borgmester i Helsingør.

Hun oplever, at kommunerne løser opgaven og leverer service på det specialiserede socialområde med de penge, de nu engang har. Og hun peger på, at Helsingør ud af tusindvis af sager hvert år kun har 16 sager, der bliver påklaget til Ankestyrelsen. Og otte af dem bliver hjemvist eller omgjort.

Skriv hvad du søger