Foto: Thomas Kokholm
Foto: Thomas Kokholm
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 10 / 2021

Integration, der virker

tekst KL

Flere borgere med ikke-vestlig baggrund skal i job. Det er bedst for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet.  

Derfor har KL lanceret et udspil, der skal bringe integrationsindsatsen yderligere op i gear. 

Kommunerne arbejder allerede ud fra dét, der virker. Det konkluderer VIVE i en ny stor kortlægning af integrationsindsatsen. Den viser, at kommunerne iværksætter en bred vifte af indsatser ud fra evidensbaseret viden – og maner dermed den lidt sejlivede myte om nyttesløse integrationsindsatser i jorden. Så langt så godt!

Men der er stadig meget at tage fat på. Navnlig for den gruppe, der har været mange år i landet men fortsat er uden arbejde. 

Her skal vi tage et opgør, ligesom vi gjorde i 2016 for de nye flygtninge, som strømmede over grænsen. Den gang besluttede vi, at alle nyankomne som udgangspunkt skulle mødes som jobparate og hurtigst muligt i gang. Også selvom de aldrig havde sagt et ord på dansk eller haft et job før. Det var et tydeligt signal om, at forventninger og krav baner vejen for integration. 

Det virkede. I løbet af årene 2016 til 2019 blev andelen af nye flygtninge i job fordoblet.

KL er derfor enig med regeringen, når de fremlægger intentionen bag det kommende forslag om en 37 timers arbejdspligt. Nemlig, at vi skal skrue op for indsatsen og forventningerne til ledige med ikke-vestlig baggrund. Men vi skal ikke have en one-size-fits-all-model, som regeringen foreslår. Og vi skal for alt i verden undgå bureaukratiske tælleøvelser.

Hvad skal vi så?

LÆS OGSÅ Ny viden
FOR ABONNENTER

Magien sker i mødet med virkeligheden. Når Amina kommer i praktik på plejehjemmet og får styrket både sin arbejdsidentitet, sit CV og sin tiltro til velfærdssamfundet. Derfor skal virksomhedsindsatsen være krumtappen. Den skal tilrettelægges ud fra borgerens potentialer og med fokus på at blive i stand til at løfte reelle arbejdsopgaver for virksomheden. Så vi undgår nyttesløse praktikmøller. 

Samtidig skal der investeres i opkvalificering, som bringer den enkelte tættere på at matche arbejdsmarkedets behov. Det kan være alt fra voksenundervisning eller et stort kørekort, som kan kvalificere til et job i transportbranchen. Men i særdeleshed er der brug for et sprogligt løft. Langt flere skal have fleksible og erhvervsrettede sprogforløb. Ikke i stedet for virksomhedstilbud, men i samspil med dem. 

Hvis vi skal have et reelt gearskifte i integrationsindsatsen kræver det, at hele maskineriet sættes i gang. Jobcentrene skal styrke integrationsfagligheden, lovgiverne skal skabe rammerne, så fagligheden kan bringes i spil, og virksomhederne skal tage handsken op. Lad os sammen investere i fremtiden.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Integration, der virker Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger