Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 09 / 2021

Den digitale ungdom nu til dags

De digitalt indfødte er på en og samme tid vilde med demokratiet og samtidig meget langt væk fra at ville være en del af demokratiet på de voksnes principper. Den karakteristik tegner Søren Schultz Hansen i en ny bog, hvor han også kommer med veje til rent faktisk at få engageret og aktiveret de unge i demokratiet.

De vil gerne demokratiet, den generation af unge, der er vokset op med smartphonen i hånden. Men det klassiske repræsentative demokrati tiltaler i sin form ikke rigtigt de unge, der vil se handling og mangler muligheder for at kunne identificere sig med politikerne. 

Nogenlunde sådan karakteriserer erhvervsforsker Søren Schultz Hansen de unge, der for første gang i deres liv skulle sætte et kryds på en stemmeseddel ved folketingsvalget i 2019, og som den 16. november i år kan stemme til kommunalvalget.

Han har netop sendt bogen ”Unge stemmer i det digitale demokrati” på gaden. Her har han med interviews, fokusgrupper og såkaldte mobiletnografiske studier – hvor unge førstegangsvælgere brugte deres smartphones til under valgkampen i 2019 at indrapportere deres oplevelser – studeret de digitalt indfødtes færden i demokratiet. 

Midaldrende politikere

I bogen karakteriserer han den digitalt indfødte generation – altså dem mellem 18 og 28 år – som en gruppe unge, der i høj grad bakker op om demokratiet.

– De synes helt klart, at demokratiet er vigtigt. Og at det er vigtigt at stemme. De ser det som en pligt og en ære at få lov til at stemme, og det er vigtigt for dem at udføre valghandlingen. Og der er et kolossalt engagement i demokratiet, forklarer Søren Schultz Hansen.

Men det er også en gruppe unge, der på trods af deres interesse og opbakning til demokratiet på mange måder føler sig ekskluderet af det repræsentative demokrati, når det udleves på den klassiske facon, forklarer Søren Schultz Hansen.

– Når de unge ser en partilederdebat, ser de en lang række af midaldrende mænd og kvinder i grå og sorte jakkesæt. Der er ikke nogen, der ligner dem selv. Og efter en valgkamp med fokus på klima, som interesserer dem meget, oplever de, at der ikke sker noget på klimaområdet. Så deres deltagelse står i skarp kontrast til det, de oplever på sociale medier, hvor de med ét klik kan gøre en forskel. Det er en meget lille forskel, og det er de klar over, men den er meget synlig og meget konkret, når deres like flytter like-tælleren fra 1.000 til 1.001. Den forskel kan de slet ikke se, når de deltager i demokratiet, siger Søren Schultz
Hansen.

Så i stedet for at orientere sig mod aviser, flow-tv og vælgermøder, hvor det klassiske demokrati udfolder sig, finder de digitalt indfødte informationer helt andre steder.

LÆS OGSÅ Videoblog får de unge med i demokratiet
FOR ABONNENTER

Reality er troværdigt

I Søren Schultz Hansens bog fortæller han om den 19-årige gymnasieelev Emma. Hun har, siden hun var ni år gammel, fulgt med i en tidligere deltager i reality-showet Paradise Hotel. Det foregår på det sociale medie Instagram, hvor den tidligere realitydeltager Samanta Stojkovic nu begår sig som influencer. Under valgkampen op til folketingsvalget i 2019, deler Stojkovic politisk indhold på sin Instagram-profil, og det er afgørende for, hvor Emma på valgdagen sætter sit kryds. Stojkovic laver et opslag om partiernes mærkesager, og Emma, der har vaklet mellem Socialdemokratiet og Venstre, ender med at stemme på Radikale, fordi hverken S eller V ifølge opslaget med Emmas øjne har klima som nævneværdig mærkesag.

Det er meget afgørende for de unge, hvem der er afsender på den information, de får. Men det er ikke så vigtigt, om det er en person, der helt formelt har forstand på politik. Det afgørende er, at det er en person, som de unge føler, de har en relation til, og som de kan spejle sig i. Og den meget lange digitale relation, som Emma har til Samanta, gør, at Emma ser Samantas opslag som både relevant og troværdig information, forklarer Søren Schultz Hansen og fortsætter:

– Jeg havde nok ikke på forhånd gættet på, at en tidligere realitydeltager ville have afgørende indflydelse på, hvor en 19-årig gymnasieelev ville sætte sit kryds. Men i virkeligheden giver det rigtig meget mening. Det har lidt samme virkning som med en ven, man har kendt længe. Så stoler man mere på, at informationen er troværdig og relevant. Så lytter du alt andet lige mere. 

Facebook lever

Et andet eksempel fra bogen er den 20-årige hjemmehjælper Andrea, der i høj grad finder informationer om folketingsvalget på Facebook. Et medie, der ellers længe har været udråbt som dødt for de digitalt indfødte, der har bevæget sig videre. Men Andrea er medlem af en lukket pigegruppe, hvor hun i lang tid har været med til at dele tanker om livet og hverdagen. Og så er det her, Andrea finder viden om politik under valgkampen i 2019.

– Det er et godt eksempel på, at hvis man direkte og meget bogstaveligt kan genkende sig selv, så lytter man mere. Andrea stoler rigtig meget på folk, som hun aldrig har mødt i virkeligheden. Men hun har været med i gruppen i lang tid, og folk er ligesom hende. De har samme alder og efterspørger svar på de samme ting som hende. Og hun oplever derfor, at de bedre end de fleste andre kan vurdere, hvad der er relevant for hende.

Eksemplerne viser en af de største barrierer i demokratiet for de unge. De mangler muligheder for at finde personer i politik, som de kan identificere sig med.

Pressefoto

Søren Schultz Hansen

Uddannet cand.comm., erhvervsforsker, foredragsholder og ekstern lektor på CBS. Har i omkring ti år forsket i unges digitale vaner og udgivet flere bøger om emnet. Bogen ”Unge stemmer i det digitale” er den fjerde i rækken.

– Vi vil alle gerne kunne identificere os med vores repræsentanter. Genkende noget i dem. Men behovet for identifikation er nok større hos de unge førstegangsvælgere. De kommer udefra og kender ikke så meget til systemet. Og de har ikke 30 års erfaring med valg i bagagen. Hvis de så oplever de der midaldrende mænd og kvinder forsøge at forklare dem, hvordan demokratiet hænger sammen, fordi de af et godt hjerte vil engagere dem, så kan det godt opleves lidt som ”agesplaining”. Altså en ældre og mere erfaren person, der kommer til at tale lidt ned til dem. Det bliver ikke oplevet som en invitation til at komme indenfor i demokratiet, siger Søren Schultz Hansen. 

Vores eller deres vej

Med den lidt brogede karakteristik kan man skarpt sat op gå to veje. Man kan se de unge som overfladiske og forkælede, der vil have det fine, gamle demokrati tilpasset til dem, før de for alvor gider give det deres opmærksomhed. Eller man kan anerkende, at det fine, gamle demokrati rent faktisk har nogle uhensigtsmæssigheder, der skubber de unge mere, end det tiltrækker dem.

– Jeg vurderer ikke, om man skal gøre det ene eller det andet. Jeg møder tit den holdning, at demokratiet er for dem, der vil være med, og de unge må tage sig sammen. Det er en lidt elitær holdning. Og det er typisk folk som mig selv, jeg hører den fra. Folk, der kender systemet og allerede har en stemme i debatten. Det er en legitim holdning i mine øjne. Men man skal også bare være klar over, at hvis man står fast på den holdning og siger, at de unge selv må finde ud af at deltage, så vil der være mange unge, der bliver frustrerede og helt melder sig ud af demokratiet. Og så kommer unge til som samlet gruppe at stemme mindre, siger Søren Schultz Hansen og fortsætter:

– Så hvis man har et reelt ønske om at inddrage unge i demokratiet, og det er jeg overbevist om, at både politikere og embedsfolk, der arbejder med det, har, så bliver man nødt til at bøje sig mod de unge. 

Inddrag

Hvis man vælger den sidste tilgang og forsøger at omfavne de unges vaner, så er der ifølge Søren Schultz Hansen nogle relativt oplagte metoder, man som politiker eller kommune kan bruge for at få engageret de unge.

Inddragelse er for eksempel en af de effektive veje til at forme budskaber, der skaber identifikation hos de unge.

– Det er nok de allerfærreste unge, der besøger den lokale avis’ hjemmeside, og endnu færre, der klikker ind på kommunens hjemmeside. Så hvis man vil ramme de unge med budskaber – for eksempel om det kommende kommunalvalg – så skal man gå andre veje. Man kan for eksempel hive fat i nogle af de unge og få dem til at være med på flere niveauer. Altså få dem inddraget i udvælgelsen af indhold fra kommunen eller politikerne. Få dem til at være med til at producere indholdet. Og så også få dem til at være med til at distribuere indholdet på de sociale medier, de befinder sig på. Så man kan ved at involvere de unge låne den troværdighed, de har, når de kommunikerer med andre unge, forklarer Søren Schultz Hansen.

Han peger på et eksempel fra folketingsvalgkampen i 2019, hvor Socialdemokratiet optog en samtale mellem Mette Frederiksen (S) og influenceren Anna Briand. Samtalen blev klippet ned til flere små videobidder, som blev distribueret på sociale medier.

– Der inddrog partiet en ung person i både udvælgelsen og produktionen af indholdet. Det betyder, at når andre unge, der i forvejen følger Anna Briand, ser det, så opfatter de det nemmere som både troværdig og relevant information, siger Søren Schultz Hansen. 

Voksne tænker for lidt og for meget

Selvom det umiddelbart kan synes oplagt og enkelt at inddrage de unge og nå flere ad den vej, så har Søren Schultz Hansen en anden pointe. Nemlig, at de voksne tænker både for lidt og for meget, når de skal engagere de unge i demokratiet.

– Vi kan nogle gange stå for meget fast på det principielle og også være en lille smule skræmte over de her unge, som er ukendte for os. Så vi ikke ved, hvor vi skal gribe og gøre for at nå dem. Så ender vi med at tænke, at vi skal opfinde noget helt nyt. Men mine studier viser, at man faktisk kan nå dem med nogle oplagte og relativt kendte midler, siger Søren Schultz Hansen og fortsætter:

– Samtidig oplever jeg også, at vi tænker for lidt i kommunikationen til og med de unge. Jeg tror, at man mange steder ville komme rigtig langt ved at gøre sig nogle helt grundlæggende kommunikative overvejelser om målgruppe, emner og identifikation. Det er ikke nok at etablere et ungeråd og så sige, at nu har man inddraget de unge. Det er en fin idé at have et ungeråd, men det er ikke de unges platform. Det er tænkt fra kommunens perspektiv, og det er kommunens kanal til de unge. Så det ender med, at man putter de unge ind i vores verden, frem for at vi sætter os ind i deres verden. 

KV21 får det nære foræret

Så det er altså både svært, nemt, skræmmende og opløftende at forsøge at få fat i de unge og få dem engageret i demokratiet. Men den store mundfuld bliver en tand mindre med dagens gode nyhed fra Søren Schultz Hansen. Nemlig at kommunalpolitikken har nogle indbyggede fordele, man kan udnytte, i forhold til at få fat på de unge.

– Kommunalpolitik er nært og konkret. Og det er alt andet lige nemmere at se den konkrete forskel, man som vælger har gjort, når ens politiker har været med til at få etableret en skatepark, end det er, når man har stemt på et parti, der slår sig på det grønne og så ender med at vedtage en klimalov, hvor målene først skal indfris langt ude i fremtiden. Så hvis man vil have engageret de unge i lokaldemokratiet, så bør man starte i det nære og i det, der interesserer dem. Klimaløsninger, uddannelse, deres lokalområde. Og så få informationen ud på medier, de unge allerede befinder sig på. jki@kl.dk

”Unge stemmer i det digitale demokrati” er udkommet på Djøf Forlag.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Den digitale ungdom nu til dags Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger