Amaryllis Hus ved Grønttorvet i København blev i 2019 præmieret med Københavns Kommunes pris for smuk arkitektur. Beboerne i huset siger ifølge BUILD’s undersøgelse, at den uforstyrrede udsigt er afgørende for dem. Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen
Amaryllis Hus ved Grønttorvet i København blev i 2019 præmieret med Københavns Kommunes pris for smuk arkitektur. Beboerne i huset siger ifølge BUILD’s undersøgelse, at den uforstyrrede udsigt er afgørende for dem. Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 07 / 2021

Sådan bygger du et højhus

Højhusbyggeri er en vanskelig størrelse i dansk kontekst og kan i værste fald ende med triste byområder, siger forsker. Ny rapport er med til at kaste lys over faldgruber i højhusbyggeriet og peger på opmærksomhedspunkter for de kommunale byplanlæggere.

I flere store byer i landet skyder højhuse op. Men danske erfaringer med byggeri i højden er sparsomme, og det kan betyde, at de høje huse kan ende med at præge byerne negativt. Det siger seniorforsker ved BUILD, Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, Mette Mechlenborg, der har været med til at lave et af de første forskningsprojekter om boliglivet i højhuse i en dansk kontekst.

– I forhold til mange andre former for boligbyggeri så er højhuse en ret vanskelig type boliger, når vi kommer op omkring 12-15 etager. Vi kender parcelhuse og almindeligt etagebyggeri, og der ved vi, hvad der virker godt og mindre godt. Men når det kommer til højhuse til beboelse, så har vi få erfaringer i en dansk kontekst, siger seniorforsker Mette Mechlenborg.

Det kan betyde, og har betydet i nogle tilfælde, at højhusbyggeri er udført så uhensigtsmæssigt, at beboerne ikke trives. Og det kan starte en form for negativ spiral.

– Vi har set eksempler på, at købere har fortrudt og er flyttet igen. Men i stedet for at sælge lejligheden, så bliver den til et investeringsobjekt, som bliver lejet ud. Det betyder i nogle tilfælde, at der begynder en form for social deroute, hvor beboerne kun bor der midlertidigt, og lysten til at investere energi og ressourcer i fællesskabet og faciliteter som grillpladser og legepladser forsvinder. Så det ender som en tom ghetto med midlertidige beboere, der ikke bidrager til hverken det nære fællesskab i byggeriet eller til det omkringliggende samfund, siger Mette Mechlenborg og fortsætter:

– Det forringer livskvaliteten for dem, der bor i højhuset, hvis de går ud af deres bolig om morgenen og ikke føler nogen glæde og egentlig ikke har lyst til at være der. Men det er i høj grad også et problem for det omkringliggende samfund, hvis der ligger et højhus, der ikke er velfungerende. Højhuse fylder meget i en bydel, så det kan ende som et negativt vartegn. 

Kan være fremmedgørende

Men med forskningsprojektet, der er mundet ud i rapporten ”Boligliv i højden”, skulle der være hjælp at hente. De to forfattere, Mette Mechlenborg og Katinka Hauxner, der er cand.scient.pol. og selvstændig bystrategisk rådgiver, peger nemlig på en række faldgruber i forbindelse med højhusbyggeri. Det være sig alt fra vindgener og utryghed omkring brandsikkerheden til manglende fællesskabsfølelse blandt beboerne. For hvis man bor i et højhus med 30 etager og hundredvis af lejligheder og ikke kender andre end nogle få af sine naboer, så går det ud over følelsen af at være en del af fællesskabet, siger Mette Mechlenborg.

– Vores undersøgelse viser, at jo flere mennesker du stabler oven på hinanden, jo vigtigere er det at facilitere det sociale liv i huset. Der behøver ikke være fællesmiddage og fastelavnsfester, men det nære møde mellem naboer skal faciliteres. Men højhusbyggeri er typisk bygget på dyre grunde og bliver derfor dyrt byggeri, så for at optimere kvadratmeterprisen så bliver der typisk sparet på fællesarealerne, som man gør så små som muligt. Men det er faktisk dér, folk møder hinanden. Så vi ser, at i de huse med rigtig mange beboere er der størst risiko for det, vi kalder social isolation. Altså fornemmelsen af, at man ikke aner, hvem der ellers bor i huset, og ikke er en del af et fællesskab. Det smitter rigtig meget af på boligkvaliteten, siger Mette Mechlenborg.

Beboere, der ikke har nogen som helst idé om, hvem deres naboer er, og ikke oplever, at der er et fælles liv i huset, oplever en forringet boligkvalitet.

LÆS OGSÅ Luften skal renses i udsatte boligområder

– Det er ikke, fordi de nødvendigvis har behov for at deltage aktivt i fælles aktiviteter, men hvis de ikke får mulighed for lige at nikke til naboen, når de møder dem på vej til og fra elevatoren på deres etage, så synes de, at det er meget fremmedgørende, siger hun.

Sørg for fællesarealer

Hun forklarer, at der i en dansk boligtradition typisk er taget højde for en række fællesarealer, hvor beboerne kan mødes og – om ikke at lære hinanden bedre at kende – så i hvert fald sætte ansigt på dem oppe fra 3. til højre. Det ser man for eksempel i klassiske etagebyggeri i byerne med lukkede gårde, hvor der er noget grønt og en legeplads. Ligeledes fungerer en opgang med ti lejligheder også bedre for fællesskabsfølelsen end et indgangsparti med 150 postkasser og to elevatorer, der kan fordele beboerne op i huset, uden at ham fra 12. etage nødvendigvis har nogen idé om, hvem hende, der stod af på 6. etage, er.

– Det betyder, og det ser vi også udført nogle steder, at det er vigtigt at forsøge at tage de kvaliteter, vi kender fra den danske boligtradition med ind i højhusene. Man kan for eksempel arbejde med at lave lukkede gårdmiljøer, som kun er til for beboerne, eller lave fællesarealer, der i højere grad indbyder til, at man opholder sig der frem for bare at passere igennem en betongang for at komme til sin egen lejlighed, siger Mette Mechlenborg.

/ScaledImages/_Global_Artikelbilleder_2021_DK-7___Side-18-1_645.jpg

Smuk tanke, men…

I mange byer er der bygget højhuse på attraktive beliggenheder – ofte i nærheden af vandet. Det har i flere tilfælde betydet, at kommunerne har besluttet, at arealerne omkring højhusene skal være tilgængelige for offentligheden. En smuk tanke, kalder Mette Mechlenborg det.

– Men det har også nogle negative konsekvenser. De fleste af os kender Islands Brygge i København, som om sommeren er plastret til med subwoofere og alt muligt, fra solen står op til langt ud på natten. Det betyder, at beboerne ikke har lyst til at bruge arealerne rundt om husene og derfor mangler et rum, hvor de kan møde hinanden. Vi har også set det i Vejle, hvor man har bygget fem tårne i 12 etager i udkanten af byen. Der har kommunen også krævet, at der skal være adgang for offentligheden. Der er konsekvensen så bare, at beboerne ikke er interesserede i at investere i faciliteter til udearealerne, fordi de er bekymrede for at trække offentligheden ind. Så i begge tilfælde mangler beboerne et fælles rum, hvor de kan mødes. Og det går ud over naboskabet, siger Mette Mechlenborg.

Seniorforskeren peger ud over fokus på fællesarealer inde og ude på et andet springende punkt, som kommunerne bør være opmærksomme på, når de laver lokalplaner og godkender nyt højhusbyggeri. Først og fremmest, forklarer hun, er højhusbeboere nemlig tiltrukket af udsigten.

– Det er den vigtigste kvalitet ved at bo i højhuset, viser vores undersøgelse. Hvis der ikke er ugenert udsigt, så har man bare bygget et etagebyggeri, der er højere, end hvad vi normalt ser i Danmark. Så hvis man skal bygge et højhus, så skal det ligge et sted, hvor man kan se langt væk, og der skal helst ikke ligge nogle andre højhuse i nærheden, der tager udsigten, siger Mette Mechlenborg. 

Adgang til vand er fælles 

I Vejle har politikerne i forbindelse med udviklingen af havnen haft debatten om beboernes mulighed for at få et privat fællesareal i jordhøjde og samfundets ret til adgang til attraktive områder. Her vandt hensynet til flertallet, fortæller stadsarkitekt Lisbet Wolters. Det betyder, at der hele vejen langs vandkanten er fri adgang for offentligheden.

LÆS OGSÅ Regeringen vil sikre billigere boliger i storbyerne med ny boligfond

– Adgangen til vand og adgangen til vandkanten er super attraktiv, og der har været politisk opbakning til en strategi om, at der skal være adgang for alle. Når vi udvikler et område som havnen, så bruger vi jo nogle skattekroner på at gøre det. Det skal komme alle til gode – ikke blot dem, der betaler for at bo der, forklarer Lisbet Wolters, der i parentes bemærket ikke var stadsarkitekt, da det føromtalte højhusbyggeri i udkanten af Vejle blev bygget.

Ligeledes har kommunen i forbindelse med et nyligt byggeprojekt på havnen krævet, at der skulle anlægges grønne områder omkring bygningerne, og at der også skulle være adgang for dem, der har lyst til at bruge området. Kravet om et grønt område var indskrevet i lokalplanen, og selve udformningen af området har kommunen og bygherren talt sig frem til.

– Dialogen med bygherren er aldrig nem, men det fungerer godt, fordi vi jo har et fælles mål om at øge værdien af området. Og så er Vejle i en gunstig position, fordi det er attraktivt at bygge i kommunen og især på havneområdet. Vi oplever vækst og tilflytning, det ligger smukt, og infrastrukturen er på plads, siger Lisbet Wolters. 

Boligliv i højden

Forskningsprojektet, der mundede ud i rapporten ”Boligliv i højden”, definerer et højhus som 12 etager eller mere. Forskerne har i undersøgelsen kigget på otte højhuse i Aarhus, Vejle, Odense, København og Aalborg. De har interviewet over 50 ejere og lejere i alt i de otte højhuse og har desuden interviewet en række eksperter i forbindelse med hvert casestudie.

Forskningsprojektet er udarbejdet af Mette Mechlenborg, ph.d., cand.mag. og seniorforsker ved BUILD Aalborg Universitet, og Katinka Hauxner, cand.scient.pol., bystrategisk rådgiver og indehaver af Hauxner ApS. Projektet er støttet af Realdania og Dreyers Fond.

Dialogens vej

Kommunerne kan med lokalplaner, lokalplantillæg og byggereglementer i høj grad bestemme nye bygningers højde, drøjde og ydre fremtoning og dermed tage højde for nogle af de faldgruber, som Mette Mechlenborg beskriver. Men når det kommer til den indvendige udformning af nybyggeri, så er det straks sværere at sikre mere uhåndgribelige boligkvaliteter. Der må kommunerne gå dialogens vej, foreslår seniorforskeren. Og i Aalborg forklarer stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen, at kommunen netop forsøger sig med kombinationen af regelbogen og dialogen.

– Vi går så langt, som reglerne tillader, når det kommer til bygningernes udvendige udseende og dimensioner, fordi det betyder så meget for både dem, der skal bo i bygningen, og for bydelen, der bliver bygget i. Hvis dialogen med bygherren omkring det, vi kan regulere, foregår godt og ordentligt, så får vi også åbnet op for en fornuftig debat. Så bliver det nemmere at tale om den aktuelle boligtypologi og måske også om boligens indretning. Det sidste er svært, fordi det er styret af de trends, som blandt andet ejendomsmæglere mener er fremherskende, siger Peder Baltzer Nielsen.

Han peger på et konkret tema, hvor Aalborg Kommune gennem dialog i stedet for med lovbøgerne under armen har krævet løsninger, der bidrager til netop den fællesskabsfølelse, der ifølge Mette Mechlenborgs forskning kan være svær at skabe i et højhusbyggeri.

– Hvis en bygherre insisterer på at lave adgang til lejlighederne fra en altangang (svalegang, red.), hvilket, vi synes, er en dårlig idé, fordi det typisk er noget, vi forbinder lidt med discountbyggeri, så er vi begyndt at kræve, at de laver den dobbelt så bred, som de ellers havde tænkt sig. For så sker der det, at området lige pludselig bliver indtaget af beboerne som et opholdsrum. Der er selvfølgelig nogle krav om brandsikkerhed, så det går ikke, at beboerne sætter en hængekøje op på tværs, men de kan bruge det aktivt som et rum for fællesskab, siger Peder Baltzer Nielsen. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Sådan bygger du et højhus Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger