Det kan være en utryg oplevelse for sårbare borgere at blive udskrevet fra sygehuset til eget hjem. I Horsens Kommune bliver de mest udsatte visiteret til et Kom Godt Hjem-forløb. Foto: Finn Byrum / Ritzau Scanpix
Det kan være en utryg oplevelse for sårbare borgere at blive udskrevet fra sygehuset til eget hjem. I Horsens Kommune bliver de mest udsatte visiteret til et Kom Godt Hjem-forløb. Foto: Finn Byrum / Ritzau Scanpix
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 05 / 2021

Horsens sikrer tryg overgang fra sygehus til eget hjem

I Horsens sørger faste sygeplejersker for, at kommunens mest skrøbelige borgere kommer godt hjem efter en indlæggelse. Udskrivelsessygeplejerskerne hjælper med alt fra at bestille tid hos egen læge til mad i køleskabet.

Hvert år udskrives cirka 3.000 borgere over 75 år fra hospitalet til deres hjem i Horsens Kommune. Omkring halvdelen har brug for hjælp og pleje, når de kommer hjem, og for de allermest sårbare er det ofte uoverskueligt igen at skulle klare hverdagen i eget hjem. Derfor har Horsens skabt Kom Godt Hjem-teamet, hvor borgerne kan tilbydes en udskrivelsessamtale allerede på sygehuset og bliver fulgt i hjemmet af en fast sygeplejerske i op til 14 dage efter udskrivelsen. 

– Ældre borgere er ofte ret dårlige og konfuse, når de kommer hjem fra sygehuset. I den situation er det vigtigt, at der er en, der har det overordnede ansvar og har styr på, om der mad i køleskabet, hvem der henter medicin på apoteket, og hvornår hjemmehjælpen kommer, siger Ellen Schmidt (S), formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget i Horsens. 

Kom Godt Hjem begyndte i 2018 og er et permanent tilbud, som politikerne i Horsens har afsat fire millioner kroner til årligt. Teamet består af ti ansatte. Seks udskrivelseskoordinatorer, som arbejder tæt sammen med sygehuset, og fire udskrivelsessygeplejersker, der følger op i hjemmet. De seks udskrivelseskoordinatorer arbejder to dage om ugen på Regionshospitalet Horsens – når der altså ikke lige er pandemi. 

Skriv hvad du søger