Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 04 / 2021

Kort nyt

Flere skærmbesøg under corona

VELFÆRDSTEKNOLOGI /// Seks ud af 10 kommuner har oplevet en stigning i skærmbesøg og digital genoptræning under coronakrisen. Det viser en ny Momentum-analyse. I undersøgelsen svarer 59 procent af kommunerne, at corona har givet flere skærmbesøg. Samtidig svarer hele 67 procent af kommunerne, at de har oplevet, at epidemien gav flere forløb med digitalt understøttet træning i hjemmet. I kommunerne oplever man, at angsten for at blive smittet har motiveret de ældre til at tage imod de nye digitale muligheder.

Kommuner presser på for at skrotte nationale test

NATIONALE TEST /// Landets tre største kommuner vil have regeringen til at droppe planerne om, at skoleeleverne i år skal gennemføre alle nationale test. I Aarhus Kommune var rådmand Thomas Medom (SF) først med kritikken i slutningen af januar, men nu bakker også socialdemokraterne i Aarhus Kommune op. Modsat deres egen regering, mener de, at man i stedet bør prioritere tiden på læring og trivsel.

– Opgaven bør være en anden her og nu. Vores lærere og pædagoger skal i første omgang bruge tiden på at få trivslen tilbage hos eleverne, siger Anders Winnerskjold (S), som er næstformand for børn- og ungeudvalget.

Skriv hvad du søger