Foto: Jacob Nielsen / Ritzau Scanpix
Foto: Jacob Nielsen / Ritzau Scanpix
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 03 / 2021

Sociale medier kan forme valgkampen

Kandidater til det kommende kommunalvalg skal allerede nu i gang med at teste mærkesager af på de sociale medier, lyder anbefalingen fra digital rådgiver Benjamin Rud Elberth.

De kan ikke stå alene, men de er også svære at komme uden om i en valgkamp. De sociale medier. Og allerede nu er det vigtigt for kandidater til det kommende kommunalvalg at komme i gang med at bruge de digitale platforme til at planlægge resten af valgkampen. Sådan lyder det fra Benjamin Rud Elberth, der er digital rådgiver og forfatter til bogen ”Valgkamp for politikere – sådan bliver du valgt”, som netop er udkommet.

– Grunden til, jeg betoner sociale medier så meget, er, at sociale medier giver mulighed for at teste, hvad der rører vælgerne. Hele grundforudsætningen, når du spørger vælgerne, hvad de går op i, er, at de vil svare de pæne ting. Men hvis man præsenterer nogle emner for vælgerne på de sociale medier, stopper de enten op eller lader være. Man lader paraderne falde på de sociale medier, og derfor er det et optimalt sted at teste, siger Benjamin Rud Elberth, der også mener, at det derfor er nu, de sociale medier skal tages i brug.

– Facebook er to ting. Det er både en distributionsmotor til at ramme en præcis målgruppe, men det er også en stor analysemotor. Mange har en tendens til at sige: ”Nu laver jeg noget tekst med mine mærkesager, trykker det på en folder, og så breder jeg det ud på de sociale medier til sidst”. Jeg taler for at vende det på hovedet, så man starter med at teste på de sociale medier, og det giver en rigtig god forudsætning for at finde ud af, hvad man skal skrive på sin folder i sidste ende. Når man designer en sko, laver man heller ikke først skoen, og finder så ud af, om der er efterspørgsel. Nej, man designer sin sko efter, hvad folk interesserer sig for, siger Benjamin Rud Elberth, som også råder til at følge godt med i de lokale medier og lokale Facebook-grupper for at finde ud af, hvad der optager vælgerne.

Skriv hvad du søger