Fagforbundet HK Danmark, der er landets næststørste, har kastet sig ud i et forsøg med at hjælpe deres medlemmer, som forsøger at blive valgt til kommunal- og regionsvalget til november.
– Der er rigtig mange ting i nærdemokratiet, der har stor betydning for vores medlemmer. Ikke bare som lønmodtagere, men også som borgere. Er daginstitutionerne åbne på tidspunkter, der gør, at man kan få passet sine børn, mens man er på arbejde? Hvor lang tid skal man bruge i en bus for at komme på arbejde? Mange af vores fagpolitiske spørgsmål væver sig på den måde ind i det politiske system, siger HK Danmarks formand, Kim Simonsen.
Forbundet, der organiserer butiks- og kontoransatte i både den offentlige og private sektor, har indtil videre sat 200.000 kroner af til uddannelsesforløbet, der med forbundsformandens ord skal hjælpe medlemmer med lokalpolitiske ambitioner på vej mod et valg.