Foto: Jakob Lerche
Foto: Jakob Lerche
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 02 / 2021

Prestigeplejehjemmet, der kørte af sporet

Helt fra starten var plejecentret Huset Nyvang ramt af problemer, og set i bagklogskabens klare lys mener både forvaltning og plejehjemsledere, at der var for høje forventninger til stedet, og at indflytningen gik for hurtigt. Nu håber de mest af alt på arbejdsro til at komme problemerne til livs.

Det skulle have været Randers’ stolthed. Med inspiration fra en demenslandsby i Holland blev byggeriet af det nye demensvenlige plejecenter Huset Nyvang sat i gang, og omkring årsskiftet 2017/2018 kunne både personale og beboere flytte ind. Men hurtigt begyndte problemerne at vise sig, kritikken at ulme, og sidste sommer kom plejecentret for alvor i modvind, da TV 2 viste skjulte optagelser fra Huset Nyvang i dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”. Her kunne man blandt andet se personalet bruge en hård tone overfor den 91-årige beboer Niels Christian Nielsen, som måtte gå næsten 10 timer uden at få skiftet ble og bukser, selvom han flere gange forsøgte at gøre opmærksom på, at han havde haft et uheld i bukserne. 

Randers Kommune har gentagne gange siden taget afstand til scenerne i dokumentaren, og flere gange er der også forsøgt at rette op på forholdene på Huset Nyvang. Men det gik galt, før det overhovedet rigtig kom i gang, lyder efterrationaliseringen.

– Når vi ser tilbage på det, skulle vi nok ikke bare have flyttet personalet fra et plejecenter, der blev nedlagt. Der skulle vi have været skarpere på, hvem vi bød indenfor. Man skulle nok heller ikke have flyttet ind med den hastighed, man gjorde. Dels flyttede man beboerne fra det gamle center, og dels fyldte man nok de sidste pladser for hurtigt op i forhold til at nå at fastlægge en faglig ramme, en ledelsesmæssig ramme og skabe systematik i forhold til for eksempel vagtplaner. Man skulle have givet sig bedre tid og gjort sig nogle andre overvejelser omkring rekruttering af medarbejdere. Det er en god læring at tage med fra det her, siger Lene Jensen, der er omsorgschef i Randers Kommune.  

Mange syge med stress

Skriv hvad du søger