Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 01 / 2021

Aktuelt

tekst Frederik Overby Vinding

4.200 

landvindmøller er at finde i de danske kommuner. De har en kapacitet til at danne omkring 4,4 millioner kilowatt energi i timen. Halvdelen af den samlede danske kapacitet er samlet på blot 12 kommuner, men klart den største kapacitet er dog i Ringkøbing-Skjern og tæller 0,5 millioner kilowatt.

Ingen voksenunderholdning i Ikast-Brande

Ikast-Brande Kommunes investeringskroner vil i fremtiden ikke blive lagt i porno og pistoler. Det blev slået fast på et byrådsmøde, hvor ”Finansiel strategi” var på dagsordenen. Det handlede blandt andet om, hvordan Ikast-Brandes penge skal bruges, når kommunen har penge på kistebunden. Det er ”Tobak, våben, alkohol, voksenunderholdning, spil og fossile brændstoffer”, der er blevet tilføjet til listen over investeringer, der skal undgås i kommunalt regi. Og ifølge Herning Folkeblad blev det også mødt med smil på læben og lidt fnis, da det blev bragt op på mødet. Borgmester Ib Lauritsen (V) sagde endda, at han ville undlade at uddybe, hvad ”voksenunderholdning” dækkede over, fordi de fleste nok godt vidste det i forvejen.

Gulerod og gavekort

I Skanderborgs byråd tror man mere på guleroden end på pisken. Et nyt initiativ skal hjælpe unge ud af misbrug. Som en gulerod vil unge mellem 15 og 29 år nemlig få et gavekort på 200 kroner, hver anden gang de møder op i misbrugsbehandling. Metoden hedder MOVE og består af intensive og strukturerede samtaleforløb med 12 samtaler på 12 uger, hvor kognitiv adfærdsterapi er en af redskaberne. MOVE er udviklet af forskere på Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet. Metoden er blevet afprøvet i ni kommuner i løbet af de seneste fire år. 50 procent af deltagerne i forløbet var stoffri efter ni måneder. Ved traditionelle forløb er succesraten kun 33 procent. 

Flere skridt og omdrejninger i pedalerne

Skriv hvad du søger