Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 06 / 2020

Netværk

/// Jobskifte

Haderslev henter ny kommunaldirektør i Vejle

Peter Karm, der er vicekommunaldirektør i Vejle Kommune, overtager stillingen som kommunaldirektør i Haderslev Kommune efter Willy Feddersen, der 1. december rykkede over Lillebælt og blev kommunaldirektør i Middelfart. Peter Karm er i Vejle direktør for økonomi, arbejdsmarked og sundhed. Peter Karm, 56 år, har HA-eksamen fra Aalborg Universitet og HD-eksamen fra Handelshøjskolen i Aarhus samt en MBA-E fra Aalborg. Han har desuden en officersuddannelse fra Hærens Kampskole og er stadig reserveofficer. Peter Karm fratrådte sin faste ansættelse ved forsvaret i 1990 til fordel for Dansk Landbrugs Grovvareselskab. Her startede han som lederaspirant og var administrationschef for Sydvestjylland, da han i 1998 rykkede til trælastvirksomheden BYGMA, hvor han først var administrationschef i Esbjerg-Fanø afdelingen og senere blev regionsøkonomichef for Sjælland. I 2003 skiftede han til Sønderjyllands Amt som økonomichef på Haderslev-Aabenraa sygehuse, og da de fire sønderjyske sygehuse i 2005 blev samlet i ”De Sønderjyske Sygehuse”, blev han fusionens økonomichef. Sygehusenheden skiftede senere navn til ”Sygehus Sønderjylland”.  I marts 2007 kom Peter Karm til den nye Vejle Kommune som økonomichef og blev to år senere direktør for økonomi, arbejdsmarked og sundhed. Han tiltræder som kommunaldirektør i Haderslev den 1. april. Han bor i Vejle. 

Chef gør comeback i Svendborg

Anders Tang Kjærved, der er plan- og byggechef i Middelfart Kommune, vender tilbage til Svendborg Kommune, idet han overtager stillingen som plan- og udviklingschef i Svendborg efter godt to år i Middelfart. Han efterfølger Morten Mandel Refskou, der fratrådte i december. 

Anders Tang Kjærved, 40 år, er uddannet bygningskonstruktør og arkitekt, har desuden en diplomuddannelse i ledelse. Han blev i 2007 arkitekt ved C&W Arkitekter i Svendborg og var en tid selvstændig arkitekt, inden han i 2009 skiftede til den kommunale sektor som byplanlægger ved Assens Kommune og i 2013 til teamleder for erhverv og byggeri i Fredericia Kommune. 

Skriv hvad du søger