Illustration: Karen Linnet Olesen og Barbara Clemmensen
Illustration: Karen Linnet Olesen og Barbara Clemmensen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 20 / 2020

Her bliver KV21 virkelig spændende

Næste år får vi alle fornøjelsen af hele 98 valg. 98 forskellige politiske virkeligheder. Og en masse forskellige måder at føre valgkamp på. Det bliver spændende over hele linjen. Men der er alligevel lige en håndfuld kommuner, hvor det bliver ekstra spændende. Dem har vi samlet her.

Erik eller Ellen

Sønderborg: I lighed med Kolding er der dømt kendisvalg i Sønderborg – dog her med den forskel, at kendissen, tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), tager kampen mod den siddende borgmester siden 2014 Erik Lauritzen (S). Ved KV17 fik Socialdemokratiet 40 procent af stemmerne. Spørgsmålet er, om Ellen Trane Nørby, der har boet i Sønderborg, vil være i stand til at ændre på det. I hvert fald har hun tidligere skrevet politisk danmarkshistorie. Da hun for 16 år siden blev nyvalgt til Folketinget i netop Sønderborg, var det første gang, kredsen fik et folketingsmedlem siden genforeningen i 1920.

Efter Frank

København: København er rød som solen, og selv om stemningen forud for KV17 var, at Enhedslisten kunne blive hovedstadens største parti, skete det ikke. Siden har overborgmester Frank Jensen (S) taget konsekvensen af sin årelange historik for krænkelser af kvinder og forladt posten efter nogen tumult. Socialdemokratiet stiller med nuværende regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen i front, mens Enhedslisten endnu ikke har valgt sin spidskandidat. Stiller partiet med en kendt frontfigur, kan det rykke noget på magtbalancen i partierne – præcis som de landspolitiske tendenser kan det i den borgerlige lejr. Derfor er København også værd at holde øje med. 

Hvor stor er Henrik Frandsen-effekten?

Tønder: Det er på alle måder historisk, at Tønder overhovedet er at finde på denne liste. Grænsekommunen har siden KV01 været en sikker Venstre-bastion. Men siden et snævert flertal på et opstillingsmøde i juni på en pløjemark vragede borgmester Henrik Frandsen som spidskandidat til fordel for den relativt ukendte Martin Iversen, har i alt fem Venstre-politikere forladt partiet. Debatten i medierne har kørt på de høje nagler, og i oktober præsenterede Henrik Frandsen og de fem V-afhoppere deres nye politiske projekt, Tønder Listen. Med Frandsen i front fik Venstre 45 procent af stemmerne ved KV17. Nogle af dem stemmer sikkert Venstre igen – mens andre stemmer på den i befolkningen vellidte borgmester uanset hans parti. KV21 i Tønder bliver spændende på den neglebidende måde. 

Fjernvarmesalget, der gik galt

Skriv hvad du søger