Intet sted i landet er indbyggerne i nærheden af at gå så meget på biblioteket som i Gribskov Kommune. Hele 26 besøg bliver det til pr. indbygger om året, viser tal fra Danmarks Statistik.
Hemmeligheden bag succesen er, at kommunens tre biblioteker i dag er meget andet og meget mere end steder, man låner bøger.
– Vi har prioriteret at lave nogle biblioteker, som er åbne og moderne. Vi tænker dem som kulturhuse. Det handler om at mødes, det handler om at have andre kulturelle oplevelser. Det begyndte vi med i Græsted med BLIK, hvor vi tænkte folkebibliotek og skolebibliotek sammen, fortæller formanden for udvalget for kultur, erhverv og oplevelsesøkonomi i Gribskov, Morten Ulrik Jørgensen (Nytgribskov).