Det er velkendt, at det er dyrt at være fattig. Er du ved muffen, kan du nemt forhandle en billig rente på dit lån med banken. Men er du fattig, så betaler du ofte den højeste pris, fordi du i bankernes øjne udgør en højere risiko.
Svendborgs borgmester Bo Hansen (S) fandt det urimeligt, at borgere med manglende kreditværdighed – som ofte er udsatte borgere som syge og hjemløse – skulle betale bankrenter på op til 12 procent, når de skulle låne til indskud i lejlighed. Især, fordi kommunen garanterer for lånet og dermed fjerner bankens risiko.
Borgmesteren gik til den lokale bankdirektør i Danske Bank og fik lavet en aftale om, at den slags lån højest skal forrentes til fem procent. Den aftale gælder nu for alle Danske Bank filialer i hele landet.