Foto: Jakob Carlsen
Foto: Jakob Carlsen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 15 / 2020

Kulturen skal løfte sårbare unge i Helsingør

Et femårigt udviklingsprojekt har set dagens lys i Helsingør. Flere af byens kulturinstitutioner skal spille en rolle i at løfte sårbare unge til et bedre liv, og samtidig skal flere forvaltninger i kommunen arbejde sammen. Skuespilleruddannede Allan Klie er bagmand, og han drømmer om at sprede konceptet ud i hele norden.
tekst Nicolai Skovsgaard Tøfting

I den ene ende af en stor, gammel værftshal i Helsingør hænger en skulptur. Den minder om et horn. Eller måske en trompet. Omtrent hvert femte minut brydes stilheden i det store rum. En sirene-agtig lyd fra et menneskekor strømmer ud af den høje tingest, der hænger fra loftet – man får nærmest et chok.

I den anden ende af hallen står en bænk. Her kan interesserede gæster sætte sig og få en kunstnerisk oplevelse – men kunsten kan også bruges til andet end ren fornøjelse. På bænken starter syv sårbare unge i øjeblikket deres dag tre gange om ugen, og kunsten skal hjælpe dem fra et liv med depression og angst til et liv med bedre selvværd og måske en dag en plads på en uddannelse eller på jobmarkedet.

Det er i hvert fald grundtanken i et femårigt udviklingsprojekt, der 11. august blev sparket i gang i Helsingør. Det går under navnet ”Aspiranterne”, og Helsingør Kommune er en af bidragsyderne til projektet. For første gang i Danmark forsøger man at bruge kulturinstitutioner i en beskæftigelsesindsats rettet mod sårbare unge på offentlig ydelse, og det vækker stor glæde hos manden, der står bag konceptet.

Skriv hvad du søger