Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 08 / 2020

Netværk

/// Jobskifte

Middelfart henter ny direktør i Esbjerg

Irene Ravn Rossavik, der er sundhedschef i Esbjerg Kommune, rykker til Middelfart Kommune, hvor hun overtager stillingen som social- og sundhedsdirektør efter Mette Høck Bostrup, der fratrådte i efteråret. Irene Ravn Rossavik, 44 år, er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har flere lederuddannelser. Som nyuddannet sygeplejerske blev hun i 2002 ansat ved Sydvestjyske Sygehus og blev i 2006 sygeplejerske ved Esbjerg Kommune. Her blev hun i 2010 sygeplejefaglig leder og fortsatte i lederstillinger, fra marts 2017 kommunens sundhedschef. Irene Ravn Rossavik tiltræder 1. maj som social- og sundhedsdirektør i Middelfart Kommune. Hun bor i Bramming.

Viborg får ny dagtilbudschef

Trine Verner Jensen, sektionsleder i Aarhus Kommunes magistratsafdeling for børn og unge, bliver 1. maj dagtilbudschef i Viborg Kommune efter Finn Terkelsen, der går på pension til sommer. Finn Terkelsen har været dagtilbudschef siden strukturreformen i januar 2007 og var forud børne- og kulturchef i sammenlægningskommunen Karup. Trine Verner Jensen, 48 år, er læreruddannet, har en diplomuddannelse i ledelse og er snart master i offentlig ledelse. Hun var i ti år skoleleder på skoler i Horsens Kommune, inden hun i april 2015 blev leder af Kirkebakkeskolen i Vejle Kommune. I august 2017 rykkede hun til Aarhus Kommune som områdeleder i magistratsafdelingen for børn og unge, hvor hun siden februar 2019 har været sektionsleder for kvalitet og samarbejde. Hun bor i Jelling.

Kalundborg får ny uddannelseschef

Kalundborg Kommune har ansat Sisi Eibye, sekretariatschef på børn- og ungeområdet i Faaborg-Midtfyn Kommune, som ny fagchef for Børn, Læring og Uddannelse efter Charlotte Grummesgaard Nielsen, der 1. november rykkede til Vordingborg Kommune som chef for dagtilbud og skoler.

Skriv hvad du søger