Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 08 / 2020

Forsigtigt på vej mod en ny hverdag

tekst KL

De sidste fem uger har intet lignet sig selv. I lyset af coronakrisen og alle de tiltag, vi har taget som samfund, kan man ikke undgå at se på meget i et nyt perspektiv. 

For rigtig mange har hjemsendelsen af børn fra skoler og daginstitutioner fyldt meget. Det står klart, at samfundets hjul drejer langsomt, når forældres hjemmearbejde skal forenes med alt fra undervisning i pytagoras sætning, over udskæring af rugbrødshapsere til underholdning og konflikthåndtering for familiens yngste. 

Nu er vi i gang med den store og meget svære opgave at åbne igen. Genåbningen kræver, at vi holder tungen lige i munden og holder en svær balance, så vi ikke sætter for meget gang i smittekæderne og sætter det, vi har vundet gennem de seneste fem uger, over styr. 

Den opgave, som netop nu fylder allermest for allerflest, er genåbningen af skoler og daginstitutioner for de yngste børn. Det er væsentlig mere krævende at genåbne end at lukke tilbud, og den nye situation forudsætter både stor tålmodighed og en anerkendelse af, at ikke alt er, som det plejer, og af at mange af detaljerne først vil falde på plads efterhånden, som vi kommer i gang. Ingen af os har prøvet det her før.

I kommunerne arbejder politikere, ledere, lærere og pædagoger på højtryk på et levere gode tilbud, der kan skabe trygge rammer for både børn, forældre og medarbejdere. Kommunerne er optaget af at gøre det godt og leve fuldt op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger. 

Der er stor forskel på, hvilke muligheder og udfordringer man har lokalt. Og løsningerne er tilsvarende forskellige fra kommune til kommune. Nogle deler klasserne i to. Nogle fokuserer på udeundervisning med inddragelse af spejderhytter. Andre steder deles dagtilbud op og forældrene får pasning enten formiddag eller eftermiddag – eller hver anden dag. Løsningen tilpasses de lokale forhold.

Genåbningen af skoler og daginstitutioner er kun en del af den større genåbning. I kommunerne er vi nu også klar til at skrue op for aktiviteten på sundhedsområdet, især inden for genoptræning, misbrugsbehandling og rehabilitering. På alle områder gælder, at vi skal finde de gode løsninger, som giver mening lokalt, som giver tryghed for de involverede, og som lever op til de sundhedsfaglige krav, som situationen fordrer. 

Coronakrisen gør, at intet ligner sig selv. Og det står nu klart, at vi står overfor et langt forløb. Vi kan ikke bare vente på, at hverdagen bliver sig selv igen, for det bliver den næppe foreløbig. 

I stedet skal vi finde gode rammer om en god hverdag allerede nu, mens vi forsigtigt åbner igen. Kommunerne står klar til i samarbejde med regeringen, sundhedsmyndighederne og andre aktører at genoptage stadigt flere af de opgaver, som er afgørende for, at vi alle kommer bedst muligt gennem den her situation. •

Emneord
Leder, COVID19

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Forsigtigt på vej mod en ny hverdag Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger