Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 08 / 2020

De eksperimenterende velfærdskommuner

Efter at have delt vandene i mange år har den danske frivillighedspolitik på det sociale velfærdsområde nået en bred konsensus, som har lagt sig som en regeltung dyne hen over landet. Men nu slår nogle kommuner gækken løs og bringer kvaliteten i frivilligheden frem igen.
tekst Ghita Dragsdahl Lauritzen, adjunkt på institut for Management, Politics & Philosophy på CBS, og Anders la Cour, lektor på institut for Management, Politics & Philosophy på CBS

Alle synes pludseligt at være enige om, hvordan samarbejdet mellem det offentlige og den frivillige verden bør organiseres. Nemlig ved på forhånd at formulere klare aftaler mellem, hvad der er det offentliges, og hvad der er de frivilliges opgave- og ansvarsområder. Dette gælder så forskellige aktører som staten, Kommunernes Landsforening (KL), fagforeningerne og Center for Frivilligt Socialt arbejde (CFSA). Der kan være mange grunde til, hvorfor en sådan forståelse har indfundet sig. En er, at den synes at tjene alles interesser bedst. Problemet er bare, at sådan fungerer samarbejdet sjældent i praksis. Derfor er nogle få kommuner begyndt at gå en helt anden vej. 

En svær god ide

Kommunerne har længe haft et godt øje til frivilligheden. Den repræsenterer nemlig noget, som kommunerne længes efter: nærhed, fleksibilitet, åbenhed og medmenneskelighed. Noget, kommunerne ofte ikke synes, de i tilstrækkelig grad har mulighed for at levere til deres borgere. Intet synes derfor mere aktuelt end at byde de frivillige indenfor i den kommunale velfærdsproduktion. Ofte bliver behovet for samarbejde præsenteret som en mulighed for at få det bedste fra to verdener: Den professionelle med metoderne og fagkundskaben og de frivillige med deres personlige og fleksible tilgang til borgernes velfærd. Lige så oplagt idéen synes at være, ligeså mange udfordringer synes der dog at være forbundet med den. For hvordan kan man invitere frivilligheden indenfor, uden den mister sine kvaliteter ved netop at være et alternativ, der står uden for den offentlige velfærdsproduktion? Hvordan undgår kommunerne, at frivilligheden bliver reduceret til et idéforladt vedhæng til de offentlige velfærdsydelser? Hvordan undgår frivilligheden at blive til kommunernes ”ejendom” og dens kvalitet afhængig af, hvad den ”kan lægge til” de eksisterende velfærdsydelser? Det handler i sidste ende om, hvordan kommunerne skal håndtere det grundlæggende paradoks.

Klare forventninger

På trods af at ovenstående spørgsmål fremstår komplekse og svære at besvare, så synes de fleste vigtige aktører på området at være meget enige om, hvad løsningen er. Således er staten, KL, fagforeningerne og CFSA enige om, at det handler om at skabe klare rammer for samarbejdet gennem en grundig forventningsafstemning. På denne måde skal kommunerne og de frivillige afklare, hvad formålet og målgruppen for deres indsats er, samt hvilken rollefordeling der skal være imellem dem. Uden klare aftaler vil der nemlig opstå mærkbare problemer, særligt for den faglige kvalitet i velfærden. Derfor skal aftalerne også være så konkrete som muligt og på forhånd beskrive, hvilke opgaver de frivillige kan løse, og hvilke de skal overlade til det offentlige. Staten var den første til at formulere denne politik og KL fulgte hurtigt trop. Siden har fagforeningerne valgt at støtte op om denne samarbejdspolitik og set det som en garanti for, at de frivillige ikke kom ind på velfærdsområder, som de anså deres medlemmer for at have monopol på. CFSA har længe stået klar med kurser, hvor ledere kan lære, hvordan man i praksis kan udfærdige og følge op på de formulerede aftaler. 

En anden vej

Skriv hvad du søger