Collage med foto fra Colourbox
Collage med foto fra Colourbox
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 04 / 2020

Odsherreds korte arbejdsuge giver overskud

Bedre balance mellem arbejde og fritid, mere mentalt og fysisk overskud, og større arbejdsglæde. Odsherred Kommunes forsøgsordning med fire dages arbejdsuge er altovervejende en succes. Det viser en intern undersøgelse foretaget blandt medarbejderne i forsøgsordningen.
tekst Martin S. Poulsen

En tre dage lang weekend med mere tid til familien og til fritidsaktiviteter. Til gengæld skal der arbejdes igennem i ugens første fire dage. Den arbejdsform har været en virkelighed for 300 medarbejdere i Odsherred Kommune, siden kommunen som den første i Danmark i september i fjor indførte en fire dages arbejdsuge for kommunens ansatte organiseret i fagforbundene HK, DJØF og Dansk Socialrådgiverforening. Den ugentlige arbejdstid er på 35 timer fordelt over ugens fire første dage, og to ugentlige kompetencetimer, der kan spares op og blandt andet bruges på kursusdage. 

– Det er nyt for vores medlemmer med den større fleksibilitet og udstrakte selvstændighed i planlægningen af arbejdstiden, som tidligere har været forbeholdt akademikerne. Det har for nogle krævet noget tilvænning, men langt de fleste af vores medlemmer er meget tilfredse med ordningen, siger Lena Themsen, der er faglig konsulent i HK Sjælland. 

Hun har været med til at udarbejde aftalen med kommunen, hvor HK har 150 medarbejdere, som er omfattet af aftalen. HK’s aftale har siden dannet grundlag for de aftaler, som de to andre fagforeninger har indgået med kommunen om den fire dages arbejdsuge. 

Skriv hvad du søger