Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 04 / 2020

Bedre anbringelser gennem bedre samarbejde

Mange taler om anbringelsesområdet i denne tid. Debatten handler om alt fra flere tvangsanbringelser til færre fejl i sagsbehandlingen og gennemgange af kontrakter. Vi mangler fokus på det vigtige samarbejde de professionelle parter i mellem.
tekst Anders Lassen Struck, administrativ leder, Fonden Føniks, og Britt Lyndgaard, ejer af Effektio, tidl. leder i Høje Taastrup og Ringsted Kommune

Det er bredt anerkendt politisk, at helhedstænkning og samarbejdsrelationer gør en forskel, når vi har med komplekse opgaver at gøre. Og en anbringelse er kompleks. Hvordan kan vi håndtere denne kompleksitet i et leverandør-bestiller forhold uden at ende med at pege fingre, når der opstår problemer? 

Vi har som henholdsvis leder af et opholdssted og tidligere leder på det sociale områder i kommuner set mange situationer, hvor en anbringelse bare ikke kører. Sat på spidsen er der somme tider en forventning om, at en anbringelse betyder arbejdsro i et vist omfang. Barnet eller den unge skal være i sin anbringelse og ”arbejdes med” ud fra kommunens handleplan i de tre et halvt til fem år han/hun i gennemsnit er samme sted. Naturligvis med statusmøder og så videre, men anbringelsesstedet er købt til en opgave, som de har tilkendegivet, de kan løse. 

Undervejs i en anbringelse kan der dog ske meget, der kalder på samarbejde. Måske trives barnet ikke, hvilket skaber usikkerhed om, om stedet eller pædagogikken er den rette. Måske oplever anbringelsesstedet, at barnet ikke er som beskrevet, da man sagde ja til opgaven (og gav en pris). Måske sker der ting i den unges familie, som giver uro, eller der er udfordringer med samvær. Måske stikker den unge af, måske er der behov for ekstra ressourcer, måske er der i en periode ingen sagsbehandler, ingen handleplan og så videre. 

Skriv hvad du søger