Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 22 / 2019

Samarbejde og tillid som fundament for OK21

Der er stor bevågenhed om overenskomstforhandling­erne på det offentlige område, men vi har brug for at kunne drøfte problemer og løsninger uformelt og fortroligt med hinanden, hvis vi skal lykkes med at skabe gode løsninger for det kommunale arbejdsmarked.
tekst KL

Bølgerne gik højt, sidst der blev forhandlet offentlige overenskomster. Måske også for højt. KL vil gøre sit til, at vi ikke havner så tæt på konflikt igen. Heldigvis er Forhandlingsfællesskabet enige med os i at tage ved lære af forløbet i 2018 og gøre os umage for at dæmpe konfliktniveauet frem mod forhandlingerne i 2021. Derfor har vi indgået en politisk forhandlingserklæring om, hvordan vi styrker vores samarbejde og gensidige tillid, så vi sammen tager ansvar for at få gode og konstruktive forhandlinger i 2021. 

Det højspændte overenskomstforløb i 2018 fik flere til at sætte spørgsmålstegn ved den danske model, som vi kender den i dag. Vores dialog med Forhandlingsfællesskabet viser, at den danske model på det kommunale område er stærk og fungerer, og at der ikke behov for store justeringer. Ellers havde vi heller ikke nået et forlig i 2018. Men der er flere ting inden for modellen, som vi kan gøre bedre. Det er det, den politiske forhandlingserklæring handler om. 

Først og fremmest er vi enige om at styrke vores fælles forberedelser af overenskomstforhandlingerne. Her er vi allerede i gang, og i KL prioriterer vi en åben og tillidsfuld dialog med Forhandlingsfællesskabet på alle niveauer. Det er vigtigt, at vi gør os umage med at opnå fælles forståelser af problemstillingerne på det kommunale arbejdsmarked, hvis vi skal lykkes med at identificere løsninger i god tid inden forhandlingerne. Vi har også nedsat et teknisk udvalgsarbejde, der skal analysere og drøfte relevant statistik, så overenskomstforhandlingerne kan søges gennemført på baggrund af et fælles billede af for eksempel lønstatistik. 

For KL er det også glædeligt, at vi med erklæringen har et mere fælles billede af, hvordan vi håndterer kommunikation under forhandlingerne og værner om det fortrolige forhandlingsrum. Der er stor bevågenhed om overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, men vi har brug for at kunne drøfte problemer og løsninger uformelt og fortroligt med hinanden, hvis vi skal lykkes med at skabe gode løsninger for det kommunale arbejdsmarked. 

Allerede i foråret 2020 starter vi forhandlinger med Lærernes Centralorganisation. Vi ser frem til at nærlæse Lærerkommissionens anbefalinger, og vi håber, at de kan være med til at bane vejen for en aftale med Lærernes Centralorganisation. Vi forventer at færdiggøre forhandlingerne med Lærernes Centralorganisation med udgangen af april 2020 i god tid inden de øvrige overenskomstforhandlinger i foråret 2021.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Samarbejde og tillid som fundament for OK21 Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger