Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 20 / 2019

Nej tak til midlertidigt ansvar for seniorpension

Et flertal af partierne på Christiansborg vil lade kommunerne stå for tildeling af seniorpension fra 1. januar, indtil ATP er klar til at overtage opgaven. KL-formand siger tydeligt nej tak til opgaven.

Sagaen om den såkaldte seniorpensionsordning ser ud til at have fået et af de sidste kapitler skrevet. I hvert fald er et flertal af Folketingets partier blevet enige om, at kommunerne skal administrere ordningen midlertidigt fra den 1. januar, og indtil ATP er klar til at overtage opgaven senere i 2020.

Løsningen kommer efter længere tids palaver om, hvilken myndighed der skal stå for opgaven. Et flertal af Folketingets partier ville ikke lade kommunerne varetage opgaven, fordi de ikke stoler på, at tildelingen af seniorpensionen vil være ensartet fra kommune til kommune.

Modstanden mod kommunerne betød, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kunne konstatere, at det ville være umuligt at lykkes med at implementere ordningen til 1. januar, som aftalepartierne var blevet enige om.

Skriv hvad du søger