Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 19 / 2019

Kort nyt

tekst Mads Brandsen

Dragør dropper skattestigninger

Budget /// Social- og Indenrigsministeriet havde givet Dragør lov til at hæve skatten med 5,8 millioner kroner, men det bliver der ikke noget af. Partierne bag budgettet for 2020 – Venstre, Socialdemokratiet, Tværpolitisk Forening og Dansk Folkeparti – vil i stedet optage et nyt 10-årigt lån på 20 millioner kroner fra ministeriets pulje til kommuner med lav likviditet. Anlæg har tæret på kassen, der næste år kun rummer 40 millioner kroner. •  

Fravær kan koste børnechecken

Folksekolen /// Fra nytår skal alle skoleelever krydses af hver morgen – og i udskolingen skal der også tælles op i skoledagens sidste time. Viser det sig, at en elev har mere end 15 procent ulovligt fravær, skal det meldes ind til kommunen, som derefter kan indføre sociale foranstaltninger i forhold til familien og i sidste ende inddrage børnechecken. Det fremgår af et sæt nye regler, som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har indført. Målet er at skabe ens retningslinjer i hele landet.
Det vil dog være op til kommunerne at afgøre, hvad sanktionen i det enkelte tilfælde skal være. Sygdom er lovligt fravær, og elever vil også fremover kunne tage på ferie uden for skoleferien, hvis skolelederen giver lov. Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal kalder det ”trist og paradoksalt”, at skolerne pålægges yderligere bureaukrati, men er enig i, at for meget fravær er et problem. •

Frederikssund får også minimumsnormeringer

Børn /// Allerede næste år satser Frederikssund Byråd på, at der er højest tre børn pr. voksen i vuggestuerne og seks børn pr. voksen i børnehaverne. Dermed slutter kommunen sig til Frederiksberg, Herlev og Helsingør, der også har indført minimumsnormeringer i budgetterne for 2020.

Skriv hvad du søger