Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 17 / 2019

Overbehandling giver ældre en uværdig død

Svækkede og syge ældre skal ikke dø under en turbulent indlæggelse eller et voldsomt forsøg på genoplivning. Derfor skal personalet i ældreplejen turde tage den svære samtale om nej til genoplivning og livsforlængende behandling.

Man kan dø alt for tidligt. Men kan man også dø for sent? 

Ja, lyder svaret, hvis man spørger Ove Gaardboe. Som tidligere overlæge på akutmodtagelsen på Regionshospitalet Horsens har han flere gange oplevet, hvordan ældre patienter er blevet genoplivet mod deres vilje eller har fået smertefulde og unødvendige behandlinger i livets sidste timer. 

– En 94-årig plejehjemsbeboer med hjerteproblemer skal ikke dø under et voldsomt genoplivningsforsøg eller indlægges med fuld udrykning og ende sine dage på en intensivafdeling med slanger og bippende apparater. Ældre, syge og livstrætte borgere skal have en rolig død omgivet af deres nærmeste, siger Ove Gaardboe.

Den præmis er grundtanken bag projektet ”Klar til samtalen”, som er sat i søen af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og er ledet af Ove Gaardboe. ”Klar til samtalen” kommer med en række anbefalinger til, hvordan personalet på både hospitaler og i den kommunale ældrepleje kan blive bedre og mere systematiske, når det handler om at tage den svære samtale om den sidste tid og få lægen til at notere et eventuelt ønske om fravalg af behandling og genoplivning.

– Det handler om ordentlighed. Hvis et ældre, sygt menneske har sagt til en sosu-assistent og de pårørende, at hun ikke ønsker at blive genoplivet ved et hjertestop, så er det eneste rigtige at efterkomme det ønske. Men det kan vi kun sikre, hvis personalet tager fat i lægen og får ønsket noteret i journalen, forklarer Ove Gaardboe.

Det sker desværre alt for sjældent. En undersøgelse fra Ældre Sagen viste sidste år, at blot 17 procent af de ældre mellem 80 og 90 år har talt med deres læge om spørgsmålet.

– Når jeg spørger i en forsamling af ansatte på et plejecenter: ”Er der nogle af jer, der har oplevet at synes, at den behandling, I gav et døende menneske, var forkert?”, så rækker alle hånden op. Alt for få borgere har fået lægen til at notere deres ønsker, og derfor kommer personalet til at stå i situationer, hvor de bliver nødt til at forsøge genoplivning, selvom de ikke mener, det er værdigt, siger Ove Gaardboe.

Flere hjertestartere

Diskussionen om genoplivning og livsforlængende behandling er blevet aktualiseret af sundhedsvæsenets udvikling og et stigende antal hjertestartere. I dag findes der 20.349 hjertestartere i hele landet. Men prognosen ved hjertestop er ikke god for ældre mennesker med flere kroniske sygdomme. 

– Det kan godt være, vi får liv i dem, men formentlig har de det endnu dårligere bagefter. De kan vågne op med en dårligere hjertefunktion eller en hjerneskade. Spørgsmålet er, hvor mange der ville have ønsket genoplivning, hvis de havde kendt til de mulige konsekvenser af behandlingen, siger Ove Gaardboe.

Den habile borger

  • Ifølge sundhedsloven har alle habile borgere, der er i et aktuelt eller kronisk sygdomsforløb som svær KOL eller nyresygdom ret til at fravælge livsforlængende behandling og genoplivning.
  • Ønsket har først juridisk gyldighed, når en læge har vurderet, at borgeren er habil, og har noteret ønsket i journalen. 

Den inhabile borger

  • Alle kan oprette et behandlingstestamente, hvor de tilkendegiver deres ønsker til livsforlængende behandling og genoplivning, hvis de kommer i en tilstand, hvor de ikke længere kan give udtryk for deres ønsker. Det kan ske på sundhed.dk. 
  • Behandlingstestamentet træder først i kraft, når en læge vurderer, at borgeren er varigt inhabil.
  • En læge kan også beslutte at fravælge livsforlængende behandling og herunder genoplivningsforsøg, hvis hun vurderer, at videre behandling er udsigtsløs. 
  • Også det lægelige fravalg er først juridisk gyldigt, når det er dokumenteret af en læge i journalen. 

Flere udenlandske undersøgelser viser samtidig, at mindst en tredjedel af alle mennesker i det sidste halve år, før de dør, modtager behandling som ret beset er unødvendig og ofte forbundet med ubehag og bivirkninger.

– Når man er døende, skal man ikke i en larmende MR-scanner midt om natten. Ligesom en døende plejehjemsbeboer ikke skal på akutmodtagelsen for at modtage behandling af et højt specialiseret team af akutmedicinere. Det er både uværdigt og spild af ressourcer. De ressourcer kunne være brugt meget bedre til at lindre og trøste, siger Ove Gaardboe.

Ikke i kommodeskuffen

For at undgå uønsket overbehandling skal juraen være på plads. Det er ikke nok, at en beboer har sagt det til personalet eller har en lille håndskrevet seddel i kommodeskuffen. Er ønsket ikke noteret i journalen af en læge, har personalet pligt til at fortsætte behandlingen eller forsøge genoplivning. 

– Personalet kan straffes, hvis for eksempel en søn klager over, at der ikke er forsøgt genoplivning af hans gamle far, og der ikke er noteret et fravalg i journalen. Er ønsket ikke noteret af en læge, skal nattevagten ringe til vagtlægen, som ikke kender Hr. Hansen og for en sikkerheds skyld sender en ambulance efter en døende, lungesyg 98-årig, siger Ove Gaardboe.

Når beslutningen tages i god tid og noteres i journalen af lægen, undgår de pårørende også tilspidsede situationer, når spørgsmålet pludselig bliver smertefuldt aktuelt.

– Uenighed om de her spørgsmål kan skabe stor splid i familier, hvor den ene datter ønsker behandlingen skal stoppe, mens søsteren ønsker, at lægerne skal gøre alt for at holde deres mor i live. Den slags diskussioner hen over en døende skal vi helst undgå, siger Ove Gaardboe. 

Når døden banker på

”Klar til samtalen” handler ikke kun om et ja eller nej til livsforlængende behandling og genoplivning, men også om at skabe ro omkring den sidste tid. For selvom dåbsattesten siger 92 år, er det ikke ensbetydende med, at man har forliget sig med døden.

– Der er mange ældre, som ikke er klar til at slippe livet, og som synes, det er ubehageligt at tænke på døden. For mange bliver det faktisk sværere at tale om den sidste tid, når døden er tæt på. Men det er nemmere, når man allerede har talt om det, før døden står og kigger ind ad døren, siger Ove Gaardboe. 

Mange ældre sidder derfor alene med deres tanker omkring døden. De frygter at få en smertefuld død eller at dø at alene, og selv om det kan være svært at starte samtalen, så er det for mange ældre en lettelse at få talt om døden.

– Vi skal blive bedre til at åbne op for snakken omkring døden på plejehjemmene. Vi skal turde tale med de ældre om livskvaliteten i at tilbyde lindring og trøst i stedet for nyttesløs overbehandling i livets sidste dage. Og så skal vi respektere de ældres valg, så det enkelte menneske så vidt muligt kan få den død, de ønsker, siger Ove Gaardboe. gij@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Overbehandling giver ældre en uværdig død Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger