Foto: Mick Anderson
Foto: Mick Anderson
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 17 / 2019

Her tager vi den svære samtale om døden

På Solsidecentret i Aalborg Kommune er personalet klædt på til at tage samtalen om den sidste tid. Samtalerne sikrer, at beboerne ikke genoplives mod deres vilje og har reduceret antallet af beboere, der dør på sygehuset.

I en solrig hjørnelejlighed på plejehjemmet Solsidecentret i Nibe bor 80-årige Ib Guldager. Han har boet på plejehjemmet de seneste fem år og døjer med både KOL og hjerteproblemer. I sommer fik Ib installeret en ny markise på terrassen. Ellers går tiden med at spille Candy Crush på Ipad’en, broderer og se gamle venner. Et stille liv, der er værd at leve. Men får Ib et hjertestop, så skal personalet ikke komme løbende med en hjertestarter.

– Hvis jeg falder om, skal de ikke genoplive mig. Det har jeg taget stilling til for flere år siden, og jeg har talt med lægen om det, så det står i min journal. Jeg har været tæt på at dø flere gange og helt ærligt, hvis jeg fik at vide, at jeg kom til at sidde som en grøntsag i en stol, så ville jeg hellere aflives, slår Ib Guldager fast. 

På Solsidecentret har hovedparten af de 83 beboere taget stilling til, om de ønsker livsforlængende behandling og genoplivning. Plejehjemmet har været en del af projektet ”Klar til samtalen” og har arbejdet målrettet med samtalen om genoplivning og behandlingsniveau i den sidste tid.

Hjertestartere

  • I dag findes der 20.349 hjertestartere i Danmark.
  • Udenfor hospitalet overlever 12 procent et genoplivningsforsøg med hjertestarter. På plejecentre er det meget færre – gennemsnitligt højst to procent.
  • Chancerne for at overleve genoplivningsforsøg falder med stigende alder og kronisk sygdom.

– Vi er blevet så gode til at fikse alt, at døden næsten er blevet et tabu. Men unødig overbehandling forlænger ikke livet. Den forhaler blot dødsprocessen. De situationer skal vi undgå ved at tage snakken om, hvordan vi gerne vil dø. Det er så vigtigt, at vi får talt om det i tide, så de ældre kan få en værdig død, som de selv har været med til at bestemme over, siger plejehjemsleder Winnie Rise.

Efter projektets gennemførsel oplever plejehjemmet langt færre indlæggelser, og færre som dør på sygehuset.

– Heldigvis er der sket en kulturændring de seneste år. Vi er blevet mere bevidste om, at man ikke nødvendigvis skal genoplives med hjertestarter eller have sondemad, når man er 91 år, multisyg og træt af livet. På et tidspunkt skal man have lov til at give slip og dø, siger Winnie Rise. 

Kulsort samvittighed

I projektperioden har Solsidecenteret opbygget en systematik, som sikrer, at alle ældre får mulighed for at tage stilling til deres sidste tid, hvis de ønsker det. Det begynder allerede ved indflytningssamtalen, hvor der bliver spurgt til, om beboeren har et behandlingstestamente. 

– Jeg bringer lige så stille og roligt spørgsmålet op. På linje med alle de andre spørgsmål om økonomi, frisør og helbred. Nogle borgere har allerede taget stilling, mens andre ikke er klar til at tage den snak endnu, forklarer Winnie Rise.

Den garvede plejehjemsleder fortæller, at erfaringen fra projektet har vist, at det kræver stor nænsomhed at bringe spørgsmålet om døden på banen i en indflytningssamtale. Flytningen til en plejehjemsbolig er for mange beboere og pårørende en meget sårbar tid, hvor der er mange uafklarede følelser i spil.

– De pårørende har måske lovet deres gamle mor, at hun skulle blive boende hjemme, til hun skulle bæres ud, og nu er de tynget af dårlig samvittighed over, at hun skal flytte på plejehjem. De er så uafklarede, at de slet ikke kan overskue at tage stilling til, om deres mor skal genoplives ved et hjertestop. Det er svært at miste håbet på sine forældres vegne, og i de situationer trækker vi os med det samme, siger Winnie Rise. 

Når den nye beboer og de pårørende har vænnet sig til de nye livsvilkår, bliver spørgsmålet skånsomt bragt op igen. Det sker i forbindelse med det faste lægetjek og ved den årlige medicingennemgang, hvor de pårørende altid er inviteret med. Emnet dukker også ofte naturligt op, hvis beboerens helbred forværres yderligere.

– Vi oplever, at de ældre på et tidspunkt selv italesætter, at de ikke orker livet mere. I de situationer er det vigtigt, at personalet tør gribe bolden og tage samtalen. Det letteste på en travl tirsdag er at slå det hen med et ”Nu kommer foråret, så får du det nok bedre”. Men den slags småsnak hjælper sjældent et ældre menneske, der gerne vil tale om sin egen død, siger Pernille Vestergaard Jensen, der er assisterende leder på Solsidecentret. 

Hvordan vil du dø?

Klar til samtalen

”Klar til samtalen” er et Fremfærd Sundhed-Ældre projekt ledet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Formålet er at klæde personalet på ældreområdet på til at tage samtalen med borgerne om den sidste tid.

Tre plejecentre i henholdsvis Aalborg, Gladsaxe og Stevns har deltaget i udviklingen af politikker, rutiner og værktøjer i forhold til afklaring af borgernes ønsker.

Det er vigtigt at klæde personalet på til samtalerne, da det ikke er en nem opgave at spørge et menneske, hvordan hun eller han gerne vil dø. Nogle ansatte frygter, at de kommer til at græde, mens andre simpelthen ikke ved, hvad de skal sige. På Solsidecentret er alle ansatte trænet i god samtaleteknik og har fået redskaber til at komme i gang med samtalen. 

– Mange er bange for at sige noget forkert, og derfor er det vigtigt, at ledelsen sørger for rum, hvor medarbejderne kan dele deres refleksioner med hinanden, når de har haft en svær samtale eller har plejet en døende beboer, siger Pernille Vester-gaard Jensen. 

Plejehjemsleder Winnie Riise slår samtidig fast, at det altid skal være legitimt for personalet at sige fra, hvis de føler, at deres grænser overskrides.

– Det kan være en medarbejder, som har mange følelser i klemme hos en beboer, nyuddannede som ikke har stået i situationen før, eller ansatte som har svær sygdom tæt på i deres egen familie. I de situationer skal vi tage hensyn til den enkelte, siger Winnie Rise.

Få lægen med

Når samtalen er taget, og den ældre har taget stilling, skal lægen ind over. Et ønske om fravalg er nemlig kun gyldigt, hvis det er noteret i journalen af en læge. Her er Solsidecentret i Nibe i den heldige situation, at huset har en fast plejehjemslæge fra det lokale lægehus.

– Det gør en kæmpe forskel, at vi kun behøver at lave aftaler med ét lægehus. Tidligere kunne det være svært at få de mange forskellige praktiserende læger til at tage samtalen og notere et fravalg i journalen. De problemer har vi slet ikke i dag. Lægerne kender beboerne, og de har en faglig viden omkring den enkeltes helbred og fremtidsudsigterne, siger Winnie Rise.

Samarbejdet med lægen er helt centralt. For i sidste ende er et fravalg af behandling altid lægens afgørelse, når borgeren ikke længere er habil og ikke selv kan tage stilling. 

– Tidligere oplevede vi ofte situationer, hvor de ældre havde sagt til os, at de ikke ønskede mere behandling, men når nattevagten så stod med et hjertestop, kunne vi ikke føre det ud i livet, fordi det ikke var noteret i journalen af en læge. Vores ansatte kan jo blive straffet, hvis de ikke yder førstehjælp i den situation, siger Pernille Vestergaard Jensen.

Udover lægen er det også vigtigt at få de pårørende inddraget i beslutningen, så der ikke pludselig opstår tvivl og konflikter i den allersidste tid.

– Der skal være ro og tryghed i samarbejdet mellem pårørende, beboer og personale. Vi skal være enige om, at der ikke pludselig skal lægges en sonde, hvis Oda ikke vil spise mere, og at hun ikke skal ind på hospitalet til en ubehagelig kikkertundersøgelse i en situation, hvor hun reelt er døende, det er ikke værdigt, siger Pernille Vestergaard Jensen.

Ib Guldager har levet et aktivt liv med mange rejser, og han vil ikke risikere at ende sine dage som en grøntsag. Foto: Mick Anderson
På Solsidecentret arbejder plejehjemsleder Winnie Rise og assisterende leder Pernille Vestergaard Jensen for, at de ældre beboere får en rolig død på deres egen stue omgivet af deres nærmeste. Foto: Mick Anderson

Døende tørster ikke

I den anden ende af landet har Seniorcenter Bakkegården i Gladsaxe også været en del af ”Klar til samtalen”. På Bakkegården er alle 107 beboere demente, og op mod en fjerdedel af beboerne dør hvert år. Det kræver stor faglighed hos personalet at håndtere den terminale fase, og det er blandt andet klinisk udviklingssygeplejerske Anne Bakmands opgave at sørge for, at personalet altid er opdateret med den seneste viden om palliation (pleje af mennesker, der snart skal dø, red.).

– Målsætningen er, at vi skal være lige så gode som et hospice. Der er ingen døende, som ligger her hos os og har ondt. Vi søger altid for, at vi har den rigtige medicin i huset, hvis der er nogen, som er dårlige. Medicinen ligger klar og kan også gives af nattevagten, så vi undgår, at døende beboere bliver indlagt af en stresset lægevagt midt om natten, siger Anne Bakmand.

For at skabe ro i situationen omkring en døende beboer er personalet blevet undervist i, hvad sker med mennesker, der er tæt på at dø, og plejecentret har udgivet en folder om de sidste dage i livet, som både beboere og pårørende kan læse. Den handler for eksempel om tørst, som kan skabe uro blandt de pårørende. 

– Når man er døende, tørster man ikke. Man døser hen i en dehydreret tilstand og ligger lidt som i en stesolidrus. Den tilstand skal man helst ikke vækkes af for blive bevidst om, at man skal dø. Derfor sætter vi ikke væskedrop op hos døende. Det skal vi forklare de pårørende, som ofte er bekymrede og ikke kan forstå, at vi lader deres gamle mor ligge og tørste, siger Anne Bakmand.

I dag dør langt de fleste beboere på plejecentret. Det sidste år har der været 20 dødsfald, og kun tre døde på hospitalet.

– Vi synes, det er lidt pinligt, hvis de skal ligge og dø inde på hospitalet. Sådan en hospitalsafdeling med fremmede lyde og lugte giver en utryg stemning. Hvis man ligger og er bevidstløs, og der er lyde og stemmer, man kender, så bliver ens underbevidsthed rolig. Det skaber tryghed hos både de pårørende og den døende, siger Anne Bakmand. 

Nej tak

På plejehjemmet i Nibe betyder Ib Guldagers sygdommene, at der er øget risiko for, at livet efter et genoplivningsforsøg ikke vil være som før, og det er det vigtigste argument for den tidligere lærer og edb-konsulent.

– Det er et ambivalent forhold, jeg har til genoplivning. For hvis jeg nu havde det godt bagefter og kunne leve det samme liv som nu, så ville jeg gerne genoplives. Men når jeg ser de skæbner, der sidder og ingenting kan, så vil jeg ikke. Det er ikke et liv, og derfor har jeg oprettet et livstestamente, hvor jeg siger nej tak til genoplivning, siger Ib Guldager.   gij@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Her tager vi den svære samtale om døden Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger