En af vagthundene på det sociale område, Knud Aarup går med opbakning fra Udbetaling Danmark i brechen for at få afskaffet en bureaukratisk regel, der stresser tusinder af danskere hver måned. Det handler om boligstøtten, som i dag bliver beregnet efter en metode, som betyder, at brevene konstant vælter ind i e-boksen og postkassen hos borgerne på en måde, der gør dem usikre på deres økonomi.
Knud Aarup, som blandt andet er landsformand i Bedre Psykiatri, fik tilbage i foråret en henvendelse fra en veluddannet men sårbar kvinde, som var ved at gå psykisk ned på grund af den økonomiske usikkerhed, som strømmen af breve om boligstøtten skabte i hendes forholdsvis nye tilværelse som førtidspensionist, hvor hun også kæmper med en erstatningssag for uberettiget fyring. Topmålet var, da hun lige før jul havde modtaget tre forskellige skrivelser om boligstøtten på samme dag.
– Den ene dag får hun brev om, at hun skal have mere end 11.000 kroner tilbage, for den næste dag at få brev om, at hun skal tilbagebetale 8.000, siger Knud Aarup.