Søndag opdager en frustreret mor, at posten alligevel ikke har leveret hendes nye pas, og familien skal rejse mandag morgen. I den situation ringer hun hjem til borgerservicechefen, Eva Freidahl Graae, eller til kommunaldirektøren eller borgmesteren i Herning. Og det kan ingen være tjent med. Derfor er borgerservicechefen, som også er formand for borgerservicecheferne i Danmark, meget interesseret i, at Postnord bliver bedre til at levere breve til private borgere.
Blå bog
Eva Freidahl Graae er cand.scient.soc. fra Aalborg i 2000 og har siden været ansat i forskellige stillinger i Herning.
I 2017 blev hun formand for Borgerservice Danmark, der har 207 medlemmer.
– Vi døjer med postvæsnet og prøver at kigge på nogle løsninger. Men hvis vi er nervøse for, om et pas eller et kørekort når frem, så vælger vi at få det sendt til os, og så skal borgerne selv hente det. Men det er en løsning, der både betyder mere arbejde for os og ulejlighed for borgeren, der skal kigge forbi endnu en gang, forklarer Eva Freidahl Graae.