Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 10 / 2019

Usikkert forhandlingsforløb – men klare kommunale budskaber

tekst KL

Nu skal vi snart i stemmeboksen og sætte vores kryds. Ingen kender resultatet, før stemmerne er talt op, men uanset hvad, så kommer KL til at sidde over for en nyvalgt regering i økonomiforhandlingerne. Vi ved stadig ikke, hvornår forhandlingerne begynder og slutter, og svaret kommer ikke, før der er en regering på plads. Så det venter vi på. Men uanset hvilken regering vi kommer til at sidde overfor, så er der en række vigtige temaer, som vi bliver nødt til at finde løsninger på, og som KL vil bære ind til forhandlingsbordet.

En af de helt store udfordringer, som kommunerne allerede nu arbejder med, er befolkningsudviklingen. Vi lever længere, og vi sætter flere børn i verden. Det er en glædelig udvikling, som vidner om en samfundsudvikling, vi skal være glade for. Men det siger sig selv, at når befolkningen udvikler sig med den hast, så har det nogle økonomiske konsekvenser. Det skal tages alvorligt og håndteres, hvis kommunerne skal kunne levere ordentlig velfærd i de kommende år. 

Det er især på ældre- og sundhedsområdet, at udviklingen presser vores velfærd og økonomi. En stadig større del af ansvaret for borgernes sundhed bliver fremover kommunal, uanset om sundhedsreformen gennemføres som planlagt eller ender med at blive justeret. Og den markante stigning i antallet af de ældste ældre og antallet af kronikere vil selvfølgelig udfordre økonomien. Det bliver et tema, vi skal drøfte indgående med regeringen, og det kræver nogle klare aftaler om, hvordan vi sikrer finansieringen på dette område. Både i den kommende økonomiforhandling og i årene fremover.  

Vi oplever desværre også, at markant flere børn og voksne lever med fysiske, psykiske eller sociale problematikker. Det skal vi kunne håndtere. Så der er behov for at drøfte retningen for socialpolitikken, så vi sikrer, at vi også i årene, der kommer, kan hjælpe de borgere, der har behov. 

Også anlæg får en stor og vigtig plads ved de kommende økonomiforhandlinger. Tidssvarende daginstitutioner, skoler og plejehjem danner rammer for den velfærd, som borgerne forventer af kommunen. Ikke mindst når vi bliver flere. Og med alt for mange år, hvor vi ikke har haft plads i økonomiaftalerne til at investere det, der har været behov for, står vi nu med et stort efterslæb på vedligeholdelse af vores veje og vores bygninger.  

Og så er det vist ret klart, at en udligningsreform må stå øverst på ”to do” listen, uanset udfaldet af folketingsvalget. Indretningen af det nuværende udligningssystem samler ikke længere kommunerne. Der er behov for at gentænke udligningen, så den i højere grad opleves som objektiv og retfærdig.

Med andre ord bliver der rigeligt at diskutere, når vi bliver indkaldt til forhandlinger med den nyvalgte regering. KL er klar.  

Emneord
Leder

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Usikkert forhandlingsforløb – men klare kommunale budskaber Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger