Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 10 / 2019

Den københavnske genrejsning

I dag er det svært at forestille sig, at Københavns Kommune har været ved at gå bankerot, men det er kun 25 år siden, at kommunen ikke kunne skimte lyset for enden af tunnelen. I juni 1994 blev der indgået en økonomiaftale med staten, der var med til at vende udviklingen, men som også betød, at hovedstaden måtte sælge ud af arvesølvet i form af 19.000 kommunale boliger.
tekst Rune Dybvad Simonsen (S), medlem af Borgerrepræsentationen i København. Han vil få den akademiske titel cand.soc. efter forsvaret af sit speciale ''Økonomiaftalen i 1994: Hvordan København blev genrejst'' den 15. maj.

Jeg har de seneste seks-syv år været aktiv i københavnsk politik, hvor jeg blev valgt til Københavns Borrepræsentation i 2013. I de år har fortællingen været en by i fremdrift, hvor det altoverskyggende problem har været de stigende boligpriser og den sociale slagside, det har givet, når folk med almindelige indkomster ikke har råd til at bo i byen. Derfor var det fuldstændig abstrakt for mig at forestille sig, at Københavns Kommune i 90’erne var i en altoverskyggende økonomisk krise, hvor man måtte låne penge for at holde driften kørende. Det motiverede mig til at skrive et speciale om Københavns genrejsning, der kun i ringe grad har været behandlet historisk og primært af byplanlæggere, der forholder sig kritisk til Ørestaden. 

Lykketoft og Kramer

Men Ørestaden og metroen er kun et element i fortællingen om den københavnske genrejsning. Ligeså afgørende har økonomiaftalen i 1994 været, hvor daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) og daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) med utraditionelle midler fik styr på kommunens økonomi. Dengang blev aftalen mødt med overskrifter som ”København undsættes med milliard-udsalg” i Berlingske, der mente, at ”Københavns Kommune har fået sat stolen for døren og er reelt sat under administration af Finansministeriet”.

Kommuner kan rent juridisk ikke sættes under administration, men som led i aftalen skulle kommunen sælge 19.000 kommunale boliger, lægge hospitalsvæsenet over i Hovedstadens Sygehusfællesskab, sælge grunde ved Kalvebod Brygge til Ørestadsselskabet, holde udgifterne i ro og fremlægge handleplaner for centraladministrationen. Løsningerne var kontroversielle for et rådhus, der stadig var mærket af Weidekamps traditionelle måde at styre kommunen på, hvor man ikke afgav magt fra rådhuset til selskaber og ikke ville lade dem nede i staten blande sig i kommunens drift. Særlig kontroversielt var salget af kommunale boliger som Kramer Mikkelsen i et interview til et andet speciale (Baastrup 2008) erkender, at Weidekamp ville anse som værende ”klasseforræderi”. 

Lyset for enden af tunnelen

Skriv hvad du søger