Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 09 / 2019

Aktuelt

Allergivenlige kommuneplaner

Aaaatju! Hvis du også synes, at i år har været ekstra slem for pollenallergien, så er du ikke ved at blive hypokonder. Faktisk er birkepollentallet det højeste i fem år. Det får flere kommuner til at tænke allergivenlige træer og planter ind i kommuneplanerne. En af kommunerne er Kolding, der ikke længere vil plante birketræer på kommunens arealer.
– Vi vil tage højde for den allergifremkaldende pollen, der kommer fra træerne. Når vi planter træer, går vi blandt andet uden om birk og vælger en anden sort, siger Birgitte Kragh (V), formand for Kolding Kommunes Plan-, Bolig- og Miljøudvalg.

Emma Gad for cyklister

Mange kender til det med at blive småirriteret i trafikken. Nogen bliver decideret rasende, hvis de øvrige trafikanter glemmer at give tegn, kører for langsomt eller overser et grønt lys. Men nu skal den gode tone ind på cykelstierne. Det står Sønderborg Kommune i spidsen for, når de kickstarter kampagnen ”Giv et mojn til de venlige cyklister”. Bag kampagnen står også cykelklubber, pendlerklubber, cykelhandlere, landsbylaug­ene, ProjectZero, Visit Sønderborg og kommunen. Formålet er at sætte fokus på, at cyklister skal tage medansvar for god adfærd og sikkerhed i trafikken. Kampagnen kører kommunalt og på de sociale medier via Facebooksiden ”På cykel i Sønderborg”.

Halsnæs træt af gamle joller

Forårsrengøringen er sat i gang, Halsnæs Kommune vil komme de gamle, udtjente joller, der fylder på kommunens jollepladser, til livs. I første omgang forsøger man sig med små sedler på jollerne, så de retmæssige ejere kan nå at fjerne deres jolle, hvis det var et uheld, at den lå og flød på de kommunale pladser, men sker der intet, vil kommunen gribe til selvtægt og få dem fjernet. De ejerløse joller vil blive fjernet og genanvendt i det omfang, det er muligt. For lettere at finde ejerne vil kommunen fremover kræve, at joller på kommunens jollepladser tydeligt mærkes med et telefonnummer til ejerne, så man ikke igen skal på oprydningstugt.

1 ud af 20 

Skriv hvad du søger