Foto: Morten Rasmussen / Ritzau Scanpix
Foto: Morten Rasmussen / Ritzau Scanpix
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 8 / 2019

Samarbejdet snor sig langs vandløbene

Kommuner rundt om en række af landets større vandløb arbejder tættere sammen for at løse klimaudfordringer og imødegå oversvømmelser. Senest har tre kommuner planer om at oprette en ny Kongeåkomité.
tekst Rudi Holm

På en tør og solrig sommerdag slynger Kongeåen sig smukt gennem det sydjyske landskab. Og smuk ser vandløbet også ud på andre tider af året – i hvert fald på en stor del af den 60 kilometer lange strækning fra udspringet tæt på den jyske højderyg nær Kolding over Vejen til udløbet i Vadehavet syd for Esbjerg. Men netop ved udløbet volder det sagnomspundne vandløb større og større problemer, efterhånden som det danske klima ændrer sig i en stadigt mere våd retning. Oversvømmelser og opstuvet vand fra Kongeåen er de senere år blevet et voksende problem på de flade arealer mellem Ribe og Esbjerg.

I situationer med kraftig vestenvind kan sluserne ved Vadehavet ikke lukke åvandet ud på grund af for høj vandstand i Vadehavet. Derved stuves åvandet op på arealerne langs med Kongeåen og skaber massive oversvømmelser indenfor digerne. Især i perioder med heftige regnmængder skaber det problemer på landbrugsjordene i området.

Der har været mange bud på, hvad der kan gøres for at dæmme op for de massive oversvømmelser, men i en rapport, som Esbjerg Kommune og de lokale landbrugsorganisationer fik udarbejdet i fjor, blev det konkluderet, "at der ikke findes nemme og hurtige løsninger".

Skriv hvad du søger