Samarbejdsspil får deltagerne til at løsne op, og der udveksles grin, kommentarer og ros, når boldene flyver gennem luften. Foto: Jakob Carlsen
Samarbejdsspil får deltagerne til at løsne op, og der udveksles grin, kommentarer og ros, når boldene flyver gennem luften. Foto: Jakob Carlsen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 8 / 2019

Ledige spiller sig selv i job

På jobcenteret i Vallensbæk skal de ledige spille boldspil mod hinanden, og erfaringen viser, at det hjælper på både selvtillid og netværk - og flere kommer i job. Kommunen er en af landets tre certificerede holdspilskommuner.

Et møde med jobcenteret er som regel synonym med CV-kurser, møder og oplæg. Men i Vallensbæk supplerer man det faglige indhold med fysisk udfoldelse gennem boldspil, hvor ideerne kastes rundt og mismodet sparkes til hjørne.

Det startede som et pilotprojekt sidste år, hvor Vallensbæk Kommune blev en såkaldt holdspilskommune. Holdspilskommuner indgår et samarbejde med Center for Holdspil og Sundhed fra Københavns Universitet, og i øjeblikket er kun tre kommuner, Vallensbæk, Høje Taastrup og Nordfyn, hoppet med på vognen. Det Nordea Fonds finansierede projekt indebærer, at kommunerne hjælpes i gang af konsulenter fra universitetet, og herefter står det kommunen frit for, hvordan og i hvilket omfang de vil benytte holdspil kommunen. Det mest oplagte er i skole- og dagtilbud, men mens Nordfyn også bruger det effektivt på ældre- og demensområdet, har Vallensbæk stor succes med at implementere holdspil til deres ledige på jobcenteret.

Bolden gives op

Tilbage i Vallensbæk idrætscenter er Lars Bo Winther, virksomhedskonsulent i kommunen, ved at fordele holdtrøjer til de fire kvinder, der i dag er mødt op på jobcenteret. Der skulle have været flere, men nogen er kommet i job, så holdene er små i dag. Egentlig starter holdtræningen først officielt lidt senere på foråret, men vi tager forsmag på, hvad det drejer sig om, for ingen af de fire fremmødte var med, da jobcenteret sidste år gav holdsporten et skud. 

Skriv hvad du søger