Udsigten fra borgmester Peder Christian Kirkegaards kontor er storslået. Skive Kommune er begunstiget af naturen, kystlinjen er mange, mange kilometer. Her er trygt, kriminaliteten er lav, og kommunen har en stærk politisk vilje til at være decentral. Der er mange plejecentre og ældreboliger over alt i kommunen. Det giver mulighed for som ældre at blive i nærheden af det sted, hvor man har tilbragt sit liv. Skive Kommune er et godt sted at blive gammel i. Og det bliver borgerne. Politikerne i Limfjordskommunen kigger ind i en voldsom demografisk udvikling.
– Vi er rimeligt udfordret. Allerede nu har vi en befolkningssammensætning, som aldersmæssigt er over landsgennemsnittet med to år. Hvis vi tager alene 65 plus, så er der ud af Skive Kommunes godt 45.000 indbyggere 10.600, der er over, det er 23 procent. Fremadrettet vil vi få 2.000 flere i aldersgruppen 65 plus inden for de næste 10 år. Går vi videre, kan vi se, at halvdelen af den stigning, vi får over 65 år, falder i aldersgruppen 81 plus, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard (V).
Børnetallet falder
Det er ikke fordi det kommer bag på Skive Kommune. Allerede for et par år siden fik politikerne Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, til at udforme en demografimodel. Ved hver eneste budgetlægning får kommunen opdateret VIVE-modellen for at se, om der er sket ændringer i forhold til tidligere år. Modellen giver et ret klart billede af, hvad der venter: