Foto: Jacob Carlsen
Foto: Jacob Carlsen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 02 / 2019

Fællesskaberne gør Folkeskolen stærkere

Folkeskolen skal have stabilitet, den skal ikke være en politiske kampplads, siger formanden for Børne- og Undervisningsudvalget i KL, borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), forud for næste uges Børn & Unge Topmøde.
tekst Tom Ekeroth

Når politikere og embedsmænd møder undervisningsminister Merete Riisager på KL’s Børn & Unge Topmøde, så er det sidste gang. Hun har allerede bebudet sin afgang fra politik, og om mindre end et halvt år har Danmark en ny undervisningsminister. Hvad vil formanden for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen, sige til en ny minister? 

– Det samme, som jeg har sagt til den nuværende: Hvis vi skal lykkes med Folkeskolens opgave, skal den bæres af fællesskaber og i fællesskab. Det betyder konkret, at man på den enkelte skole i fællesskab mellem ledelse, lærere, forældre og pædagoger samarbejder tæt om klassens og det enkelte barns udvikling. Så er der også et fællesskab mellem personale og ledelse på skolen, som skal lykkes, og et fællesskab mellem skole og kommunal forvaltning og kommunalpolitisk niveau, et fællesskab mellem KL og vores medarbejderes repræsentanter i Lærerforeningen og i BUPL. Et fællesskab mellem regering og folketing og et fællesskab i Folketinget. Hvis alle de fællesskaber lykkes og spiller sammen, så får vi en folkeskole, som bliver stærk. Hvis fællesskab­erne ikke lykkes, så får vi en folkeskole, som bliver svagere og svagere, siger Thomas Gyldal Petersen. 

Skal ikke være en politisk kampplads

Han advarer mod at gøre Folkeskolen til en politisk kampplads: 

– Hvis der er tvivl om, at det, der gælder i dag, også gælder i morgen, så begynder kommunalpolitikere og dem, der arbejder i skolen, at lade være med at orientere sig mod det, der gælder. Så får vi stilstand, passivitet i stedet for ambition og bevægelse. Mit bud til en ny undervisningsminister vil være: Sørg nu for at gå forrest i at skabe det nationale fællesskab om Folkeskolen – brede politiske aftaler, samarbejde om Folkeskolen. Ikke konflikt. Samarbejd med os i kommunerne via KL. Vi vil rigtig gerne være en del af det fællesskab om skolen. Vi knokler alle i KL’s bestyrelse for at kunne levere en ny start med Danmarks Lærerforening, siger Thomas Gyldal Petersen.

Den sociale motor

Børn & Unge Topmødets titel er ”Æblet må gerne falde længere fra stammen”, den røde tråd i mødet er social mobilitet. Noget, som altid har optaget Thomas Gyldal Petersen: 

– Jeg kan være bekymret for, at det går den forkerte vej. Den helt store forklaring på det danske velfærdssamfunds succes er, at vi har skabt nogle meget stærke, kollektivt finansierede velfærdsinstitutioner, hvor vi mødes. Den sociale motor, der ligger i, at vi mødes på tværs af det, der skiller, at vi som børn spejler os i børn med en anden baggrund. Det at åbne vinduer for de børn, som ikke nødvendigvis har traditionen for uddannelse med hjemmefra, det er velfærdssamfundets store succes. Jeg synes, at vi står i en tid, hvor vi kan være bekymrede for, om vi i vores fællesskabstilbud er ved at få nogle tilbud, som bliver homogene, som i højere grad bygger på, at vi, der ser ud som mig, har samme uddannelse og stort set samme indtægt, vi bor nogle særlige steder, vores børn går i skole nogle særlige steder, siger Thomas Gyldal Petersen.

Vi har en opgave med at skabe skoler, som ikke bare er børneparate, men også er forældreparate, så forældre ved, hvad man kan forvente, men også hvad man skal leve op til, siger Thomas Gyldal.

Kompliceret vej til solsiden

Mange, der selv har oplevet at have bevæget sig socialt, nævner ”den gode lærer”, der fik øje på dem. Men skolen alene kan ikke skabe mønsterbrydere, mener borgmesteren i Herlev:

– De ting, der er afgørende for, om du får et liv på solsiden, rummer en langt større kompleksitet end tidligere. Der er mange ting, der gør, at du kan falde ved siden af. Vi har ikke et arbejdsmarked som tidlig­ere, hvor den rigtige mester kunne gribe den unge utilpassede knægt i nakken og give ham først en fejetjans og derefter en læreplads. De arbejdspladser er der ikke så mange af, og der er også nogle krav i uddannelsessystemet, som gør, at det ikke er så nemt længere. Så skolen spiller en helt afgørende rolle, men skolen kan ikke løse den opgave, hvis ikke vore dagtilbud spiller en lige så afgørende rolle. Jeg har selv oplevet det med dem, jeg er vokset op med. Det kunne være en lærer, men det kunne også være en klubpædagog, en fodboldtræner. Måske mest af alt kombinationen af voksne i forskellige arenaer, der gjorde en forskel. Det handler om, at vi sikrer os, at uanset om det er i institutionerne eller i fritidslivet, så er der engagerede voksne, som giver børn en oplevelse af, ”at det, vi er sammen om her, er det vigtigste i verden”. Troværdige, autentiske voksne, som børn tror på, kan gøre en forskel, sig­er Thomas Gyldal Petersen. 

Ikke en anden planet

Han er både som udvalgsformand og som borgmester i Herlev optaget af de skift, der er i børns liv:

– Overgangen i vores systemiske struktur må jo ikke blive til overgange i børns liv. Det skal ikke være sådan, at børn og familier skal skifte planet, fordi man går fra vuggestue til børnehave eller fra børnehave til skole eller fra indskoling til mellemtrin. Vi skal arbejde med nogle sømfri overgange, som gør, at vi som pædagogisk system sikrer en pædagogisk progression, som gør, at børn og deres familier oplever det som problemfrit. Jeg oplever, at rigtig mange børn faktisk har den forventningens glæde, som bliver opfyldt i de her skift. Så barnet oplever, at ”jeg er blevet ældre, jeg er blevet dygtig­ere, derfor kommer jeg nu herhen, hvor jeg skal gøre noget som er lidt sværere, men dermed også noget sjovere”, siger Thomas Gyldal Petersen. 

Forældrene er ikke parate

Men når borgmesteren taler med pædagoger, er der en anden ”overgangsproblematik”. De fortæller, at mange børn er meget skoleparate. Rigtig mange børn er også socialt parate. Men andre steder kniber det måske:

LÆS OGSÅ Babyboom presser kommunernes økonomi

– Det, jeg hører mange steder, er, at forældrene i faldende grad er skoleparate. Det at komme fra dagtilbud, det tætte miljø med et særligt forhold til personalet, og så ind skolen, hvor hensynet til alle børn må veje tungere end dit barn lige præcis i dag, er for mange forældre en vanskelig overgang. Så vi har en opgave med at skabe skoler, som ikke bare er børneparate, men også er forældreparate, så forældre ved, hvad man kan forvente, men også hvad man skal leve op til, siger den 43-årige borgmester, der husker forskellen fra sin egen skoletid på Hjortespringskolen:

– Mine forældres generation var ikke særlig optaget af mine vilkår i daginstitutionen, eller at jeg fik nogle særlige muligheder. Der var en optagethed af, at man var en del af fællesskabet, og der måtte man passe ind. I dag ser vi alle vores børn som unikke, så unikke muligheder og kompetencer skal sættes i spil, og det kan være svært i en skoleklasse. I forhold til den sømfri overgang har vi masser af opgaver at løse. Borgernes forventninger, ønsker og forståelse af kvalitet forandrer sig jo også, og det skal vi kunne løse, samtidig med at vi leverer et knaldgodt stykke pædagogisk arbejde, som gør, at børn udvikler sig og trives. Vores medarbejdere gør et fantastisk arbejde, men i en verden, der bevæger sig, skal vi understøtte, at vi hele tiden flytter os, siger Thomas Gyldal Petersen.

Som udvalgsformand er han begejstret for det kommunalpolitiske engagement i skoler og daginstitutioner:

– Jeg må sige, at da vi traf beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget om at tage rundt i landet for at se på skoler og institutioner, virkede det som en god ide. Og efter at have været rundt i landet, så har ideen vist sig at være meget bedre, end vi havde troet. Det er den, fordi man bliver bekræftet i nogle ting: Først og fremmest at der foregår ekstremt meget interessant, kompetent pædagogisk arbejde i dagtilbud og skoler, som man kan lade sig inspirere af og være stolte af i det her land. På det kommunalpolitiske niveau er det også en glæde at komme rundt og møde kommunalpolitikere, som har et kæmpe engagement. De brænder for det, og interessant at når man sidder i den sammenhæng: Det er ikke til at sige, hvilket parti de kommer fra. Det er det kommunale Danmark, som står sammen om at løse en opgave, sig­er Thomas Gyldal Petersen. 

Ny start skal lykkes

Udvalgsformanden er stærkt optag­et af Ny Start:

– På det politiske plan har vi gjort os umage for at mødes og tale med hinanden om nogle af de elementer, som er blevet en del af Ny Start. Vi startede på Folkemødet, hvor Anders Bondo og forretningsudvalget i DLF inviterede os fra KL’s politiske ledelse på skoleområdet til en lille grillaften, hvor vi fik snakket rigtig godt om, hvad det nu er, vi har begivet os ud i sammen. Så har vi jo i virkeligheden sagt ja til at stille op sammen. Jeg har været ude og tale med lærerkredse, og det, at vi nu inviterer hinanden ind på vores respektive banehalvdele, er en god start. Der, hvor vi er nu, handler det om at opbygge tillid – tillid til, at den aftale, vi lavede med hinanden, den mener vi alvorligt. Det er ikke det samme som, at det bliver nemt, men jeg havde en snak med Anders her for nylig, og vi føler begge to en kæmpe forpligtelse til at lykkes, siger Thomas Gyldal Petersen. • tek@kl.dk 

/ScaledImages/_Global_Artikelbilleder_2019_DK-2___Side-22-Billedserie-2_645.jpg

Borgmesterens egen skoletid

Jeg gik på Hjortespringskole her i Herlev, som ligger midt i en almen boligafdeling, hvor jeg selv voksede op. Nord for lå de store villaområder. Halvdelen af klassen kom fra den boligafdeling, hvor jeg boede, og den anden halvdel fra villaerne. Det var en rigtig god social balance. Jeg møder stadig nogle af mine gamle lærere. Jeg var til en afskedsreception på min gamle skole og fik talt med de tre bærende lærere gennem hele min skoletid – min dansklærer, min matematiklærer og min engelsklærer. Det var enormt hyggeligt at se dem igen. Det gik op for mig, at det lærerteam, der fik ansvar for os i første klasse, Lena og Kirsten, var ekstremt unge – jeg så dem som halvgamle – den ene havde været ansat to år og den anden tre år, før de sammen fik ansvaret for vores 1. klasse. Et ansvar de løftede til og med 9. klasse. 

Det var en klasse, som i høj grad var mangfoldig. Dengang var de etniske og kulturelle forskelle ikke så store, men på de sociale parametre var der forskel. Vi var børn med en meget stor spredning på fagligheden, og lærerne knoklede med og lykkedes med at skabe mulighed for os alle. Når jeg kigger på Facebook, kan jeg følge klassekammeraterne og se, at de lever gode liv med uddannelse og job. Så de lykkedes med os, selv om de var unge og uprøvede – Kirsten og Lena har gjort det godt.

Emneord
Børn og unge

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Fællesskaberne gør Folkeskolen stærkere Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger