Foto: Jakob Lerche
Foto: Jakob Lerche
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 19 / 2018

Jeg fik lavet hul i ørerne med en stoppenål

En onsdag formiddag i oktober er 4. klasse på virksomhedsbesøg på plejehjemmet Bernadottegården i Hadsund, og 7. klasserne bliver vist rundt på JKF Industri A/S i nabobyen Als om eftermiddagen. Begge ture er arrangeret af Mariagerfjords erhvervsplaymaker.
tekst Sidsel Boye

De fire skolebørn Vera, Julie, Naja og Linus sidder tæt sammen i sofaen inde hos 82-årige Lissy, som har boet to år på plejecentret Bernadottegården i Hadsund. De fire er sammen med resten af deres 4. klasse på virksomhedsbesøg. Faget hedder uddannelse og job, og eleverne har forberedt sig hjemmefra. Blandt andet så de kan stille nogle spørgsmål til beboerne.

Lissy synes, det er dejligt med besøg. Hun elsker børn, og de fire spørger sig frem til, at hun selv har to børn, seks børnebørn og fem oldebørn. Hun er født i Hobro og har været medarbejder på en institution for handicappede i 25 år. Et job, hun var meget glad for.

De fire unge spørger frimodigt ind til den sygdom, der betød, at hun efter to måneder på sygehus nødtvungent måtte opgive sin lejlighed i Hadsund og flytte på plejehjem. De får også at vide, at Lissys forældre hed Rosa og Erhardt, og at hendes yndlingsret er suppe. De gyser ved tanken om, at den unge Lissy fik hul i ørerne ved hjælp af en stoppenål. Og Lissy fortæller, at eleverne skulle rejse sig op for lærerne, dengang hun gik i skole, og neje eller bukke, hvis de mødte dem på gaden.

Skriv hvad du søger