Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 19 / 2018

En enklere beskæftigelsesindsats med borgeren i centrum

tekst KL

Når 1.100 politikere og embedsmænd i denne uge mødes i Aalborg til det årlige topmøde på beskæftigelsesområdet, jobCAMP, så er det med udgangspunkt i, at et flertal i Folketinget er blevet enige om at gennemføre en forenkling af beskæftigelsesindsatsen.

Det er tiltrængt!  

Forenklingen er godt nyt for den ledige, som skal i arbejde, og for virksomhederne, som har brug for arbejdskraften. Ikke mindst i en tid, hvor der er stigende mangel på arbejdskraft. Og så er det selvsagt godt nyt for kommunerne og de dygtige medarbejdere i jobcentrene.

For forenklingen og den større frihed til kommunerne skal bruges til at sætte borgerne først og møde dem med en individuel og meningsfuld indsats. Og den skal bruges til et endnu bedre og tættere samspil med virksomhederne. Både når det handler om rekruttering af nye medarbejdere og opkvalificering af ledige.

Forenklingen rummer samtidig en mulighed for, at vi i kommunerne skaber en ny fortælling om en beskæftigelsesindsats, der er til gavn for borgere og virksomheder. Den mulighed skal vi gribe. Vi skal sætte medarbejdernes faglighed i centrum og forandre kulturen fra regelorientering til fokus på kerneopgaven. Det ser vi frem til!

Vi står gerne på mål for, at vi lykkes med vores arbejde, og vi er med på, at der skal være fuld åbenhed om kommunernes resultater – med mere frihed følger større ansvar. Vi er klar til at blive målt og vejet, og det er helt fair, at regeringen og Folketinget interesserer sig for, hvor godt vi løser den opgave, vi har fået. Her er det bare helt afgørende, at det, vi så måles på, er vores evne til at flytte folk væk fra offentlig forsørgelse og ind i arbejdsfællesskabet. Mål os på effekten af det, vi laver, og ikke på firkantede proceskrav. 

Før vi kommer så langt, skal den politiske aftale omsættes i ny lovgivning – en helt ny hovedlov på beskæftigelsesområdet. Herfra skal lyde en klar opfordring til regeringen og forligspartierne om at følge de gode intentioner i aftalen helt til dørs. Giv os en lovgivning, der er til at forstå og let at administrere, og sørg for, at den kan understøttes digitalt. 

Det er et fælles ansvar, at vi nu griber muligheden for at skabe en enklere og mere effektiv beskæftigelsesindsats.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: En enklere beskæftigelsesindsats med borgeren i centrum Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger