Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 09 / 2018

Udgiftspres præger regnskabet for 2017

For første gang siden 2010 viser kommunernes regnskaber en samlet overskridelse af budgetterne. Det er en meget beskeden overskridelse på blot tre promiller, men den afspejler, at demografien og forskellige udgiftspres for alvor begynder at kunne mærkes.
tekst Anders Windinge, chefkonsulent i KL’s Økonomiske Sekretariat

Forårsvarmen lod vente på sig, og den første bøg sprang først ud en lille uges tid, inden Danmarks Statistik offentliggjorde regnskabstallene for 2017. Et smukt grønt bøgetræ er nu heller ikke det billede, de fleste vil se for sig, når talen falder på regnskabstallene for 2017. Tallene viser nemlig, at kommunerne er under et betydeligt udgiftspres. Men også, at kommunerne håndterer udgiftspresset gennem den politiske og økonomiske styring. Kigger man på de samlede serviceudgifter, kommer kommunerne ud af 2017 med et mindreforbrug i forhold til budgettet. Men omfanget af mindreforbruget er reduceret betydeligt i forhold til tidligere år. Hvor kommunerne i 2014-2016 har haft et mindreforbrug i forhold til budgetterne på i omegnen af én procent af serviceudgifterne, så udgør mindreforbruget for 2017 kun knap 0,9 milliard kroner, hvilket svarer til 0,3 procent af budgettet.

Til gengæld ligger serviceudgifterne 1,9 milliard kroner over regnskabet for 2016, når det korrigeres for pris- og lønudviklingen og de ændringer i de kommunale opgaver, der har været i perioden. Regnskabet for 2017 fortsætter dermed den stigende kurve, der siden 2012 kun er blevet sat på pause i 2016, fordi kommunerne budgetterede med udgifter til at modtage et langt højere antal flygtninge, end der rent faktisk kom.  

Demografi, sundhed og specialiserede områder presser

Udgiftspresset skyldes grundlæggende, at en række faktorer peger i den samme retning, nemlig opad. Først og fremmest er der demografien. Det er vel nok rigets dårligst bevarede hemmelighed, at der i disse år bliver betydeligt flere ældre. Faktisk er der i en enkelt kommune nu flere personer uden for den arbejdsdygtige alder – hvis man definerer denne gruppe som de 17-64 årige – end der er i den arbejdsdygtige alder, og det skyldes ikke en voldsom stigning i børnetallet. Set over en bred kam er de ældre heldigvis i bedre fysisk form, end det tidligere har være tilfældet, så der går typisk længere tid, før de har brug for hjælp fra kommunerne. Til gengæld er levetiden også steget, og selv om kommunerne har opnået rigtig gode resultater ved at investere i forebyggelse og genoptræning for de ældre, så er det ikke alt, der kan forebygges eller genoptrænes.

Sygehusene er blevet mere og mere specialiserede, og de gennemsnitlige indlæggelsestider er faldet betydeligt. Det er jo en god nyhed, at borgerne kommer hurtigere hjem fra hospitalerne, hvis de vel at mærke er færdigbehandlede. Men det opleves også af kommunerne som et ekstra pres på udgifterne til personlig pleje mv. 

Samtidig viser en analyse foretaget for KL’s nyhedsbrev Momentum, at andelen af en ungdomsårgang, der får en psykiatrisk diagnose, er fordoblet fra 2010 til 2017 – altså på ganske få år. Det kan være en god nyhed, at psykiatrien kan sætte fingeren mere præcist, når børn og unge udredes, men det bidrager til et betydeligt udgiftspres på det specialiserede børne- og ungeområde – og for den sags skyld også på specialundervisningsområdet.

En anden Momentum-analyse viser lige så klart, at stadig flere borgere med psykiske problemer får hjælp af kommunen. På bare tre år er antallet af borgere med psykiske vanskeligheder, som bor på et botilbud eller får hjælp til at mestre hverdagen i egen bolig, steget med 17 procent. Det er borgere, der modtager de primære ydelser under Serviceloven. Altså ydelser til borgere med psykiske vanskeligheder i et bredt spænd fra beskyttet beskæftigelse og samværstilbud over socialpædagogisk støtte i eget hjem til botilbud af kortere og længere varighed.

Samtidig sker der en række forskydninger mellem aldersgrupperne i mange kommuner, hvilket skaber et stort behov for kapacitetstilpasning af de kommunale dagtilbud, folkeskoler osv. Og så opgjorde Børne- og Socialministeriet i et svar til Folketingets Indenrigs- og Børneudvalg i januar, at antallet af underretninger på børne- og ungeområdet er steget knap otte procent fra 2015 til 2016, mens antallet af børn, der underrettes om, er steget mere end 10 procent i samme periode – altså på ét enkelt år. De tilsvarende tal for 2017 er endnu ikke offentliggjort, men den kraftige stigning i underretningerne skaber et behov for en styrkelse af både sagsbehandlingen på myndighedsområdet og indsatsen for at opspore og udrede de børn og unge, det drejer sig om.

”Men hør lige her”, vil nogen sige: ”Start nu med at bruge hele budgettet, inden vi kan snakke om udgiftspres. Kommunerne brugte trods alt knap 0,9 milliard kroner mindre, end der var budgetteret med til service i 2017”. Det er helt rigtigt, men der er jo også et sanktionssystem i spil, og som nævnt indledningsvis, er mindreforbruget til service i 2017 markant mindre end i tidligere år. I årene efter sanktionen på regnskaberne blev indført i 2011, lå mindreforbruget til service på omkring to procent. I 2017 var det på tre promille.

Anlægsudgifterne over budget, men fortsat faldende

Bruttoanlægsudgifter falder for femte år i træk. Regnskabet for 2017 ligger således 0,3 milliard kroner under niveauet i 2016. Det hører dog med til historien, at anlægsudgifterne i 2017 lå 1,6 milliard kroner over budgettet. Faktisk var anlægsniveauet i kommunerne i 2017 det laveste siden 2009 på trods af, at kommunerne oplever et massivt behov for anlægsinvesteringer. Behovet for ændringen af de fysiske rammer for at effektivisere driften yderligere er betydeligt, og merforbruget i forhold til budgettet skal derfor blandt andet ses som en investering i den fremtidige effektive drift. Samtidig er der fortsat et vedligeholdelsesefterslæb på både bygninger og veje, ligesom omstillingen af den kommunale service kræver andre fysiske rammer i takt med, at befolkningsgrupper, der typisk ”trækker” mange anlægskroner – for eksempel børn i dagtilbuds- og skolealderen – stiger kraftigt i nogle kommuner og omvendt går tilbage i andre. Indtrykket af regnskab 2017 på anlægssiden er da også, at det er udtryk for benhårde lokalpolitiske prioriteringer, når det store anlægsbehov skal tilpasses budgetrammerne.

Og netop de samlede rammer har allerede været i fokus. Et særligt nedslag i regnskab 2017 er nemlig, at kommunerne før første gang siden 2010 samlet set overskrider de aftalte rammer for service og anlæg. Det sker med godt 0,8 milliard kroner. Omvendt var det samlede mindreforbrug i forhold til det aftalte i 2016 på 0,9 milliard kroner, og i perioden 2010-2017 ligger forbruget i regnskaberne samlet set i omegnen af 18 milliarder kroner under budgetterne. Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og selv om kommunerne samlet set ligger over både budgettet og de aftalte rammer, så er vi i størrelsesorden tre promiller af de samlede rammer. Og det er altså vel at mærke for både service og anlæg på tværs af 98 kommuner, hvor 2.432 byrådsmedlemmer styrer udgifterne til for eksempel mere end 4.000 daginstitutioner og omkring 500.000 ansatte. At det skulle være en ”massiv” budgetoverskridelse, skal man vist have ministerbriller på for at kunne se. •

/ScaledImages/_Global_Artikelbilleder_2018_DK-9___Side-44-graf-1_645.jpg

/ScaledImages/_Global_Artikelbilleder_2018_DK-9___Side-44-graf-2_645.jpg

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Udgiftspres præger regnskabet for 2017 Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger