Foto: Lars Laursen / Ritzau Scanpix
Foto: Lars Laursen / Ritzau Scanpix
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 03 / 2018

Ærgrelse over nulløsning for beredskaberne

Der var milliarder af kroner til flere værnepligtige, en ny 4000 mand stor brigade og styrket cybersikkerhed i det nye forsvarsforlig, men der var ingen økonomisk hjælp til de pressede kommunale redningsberedskaber. Det vækker undren i den kommunale verden.
tekst Rudi Holm

De kommunale redningsberedskaber fik en kold skulder af regeringspartierne, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de radikale, da de for nylig indgik et nyt seksårigt forsvarsforlig på Christiansborg. Der var nemlig ikke en krone til kommunernes redningsberedskaber i den aftale, de seks partier kom ud fra forhandlingslokalet med, og det vækker undren i den kommunale verden.

– I KL er vi ærgerlige over, at forligspartierne ikke har afsat penge til de kommunale beredskaber i forsvarsforliget. Vi savner blik for, hvor stor en rolle de kommunale beredskaber spiller i den nationale sikkerhed. At henvise kommunerne til de årlige økonomiforhandlinger svarer til at lægge aftalen om et substantielt løft til forsvaret ind i de årlige finanslovsforhandlinger, siger Jørn Pedersen (V), formand for KL’s teknik- og miljøudvalg.

Også formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, ærgrer sig over, at der ikke var penge til kommunernes redningsberedskaber.

Skriv hvad du søger