Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 23 / 2017
Kronik

Højsæson for budgetlægning

Budgetlægning for 2018 står for døren. Rollen som kommunalpolitiker handler i høj grad om at finde en platform inden for et begrænset råderum. Det kan takles med forskellige tilgange. I kronikken er beskrevet tre tilgange: Den brændte jords politik, en værdipolitisk og et langsigtet styringsspor.
tekst Hans Nikolaisen, er chefkonsulent hos Muusmann

Den kommunale budgetlægning for 2018 står for døren. Byrådsmedlemmerne er vendt tilbage fra ferie – veloplagte og fulde af ideer – og forude venter tre til seks uger med budgetdrøftelser op mod det forestående kommunalvalg 2017. De gode viljer er store, og der er rigtig mange aktører fra byrådssalene og det politiske bagland, der ønsker at sende signaler for at synliggøre positionerne op mod valget.

I de fleste kommuner er de barske kendsgerninger imidlertid, at der ikke er plads til at sende signaler i form af serviceløft – medmindre de samme politikere er klar til at prioritere hårdt andre steder. Statens målsætninger for den offentlige økonomi giver ikke plads til et større økonomisk råderum. Sådan har det været i mere end et årti uanset om rødt eller blåt hold har haft flertal på Christiansborg. Og der er ikke tegn på, at det vil ændre sig.

Rollen som kommunalpolitiker handler derfor i høj grad om at finde en platform inden for et begrænset råderum. Det kan takles med forskellige tilgange. I det følgende er beskrevet tre tilgange: Den brændte jords politik, en værdipolitisk og et langsigtet styringsspor. Der findes andre tilgange – for eksempel er der en del byrådsmedlemmer, der ikke accepterer de rammer, som flertallet på Christiansborg har sat op for kommunerne. Det er et politisk valg, der har som konsekvens, at det er svært for disse byrådsmedlemmer at indgå i de centrale budgetaftaler.

Den brændte jords politik

Det kan være fristende at lave et jubelbudget i et valgår. Det er en fristelse, som også kan ramme de byrådsmedlemmer og -grupper, som i øvrigt er bevidste om deres ansvar for at få økonomien i den kommunale husholdning til at hænge sammen. Der er mange eksempler på, hvordan det kan gøres.

Én mulighed er at skrue op for forventningerne til fremtidige indtægter ved salg af grunde med afsæt i den positive udvikling i samfundsøkonomien – og for en stund glemme, at det er baseret på usikre engangsindtægter, som ikke kan finansiere varige tiltag.

En anden mulighed er at nedjustere udgifterne til indkomstoverførsler – og se bort fra, at konsekvensen af generelt faldende udgifter til indkomstoverførsler er, at staten til næste sommer nedsætter bloktilskuddet tilsvarende. Sådan er aftalesystemet, og sådan virker budgetgarantien på ændringer i indkomstoverførslerne. 

En tredje mulighed er at forudsætte, at den forventede udligningsreform, som Folketinget skal behandle i foråret 2018, løser finansieringsproblemerne i den enkelte kommune. Udligning er et nul-sum spil, og det giver sig selv, at hvis der er nogen, der vinder på reformen, vil andre tabe. 

De tre muligheder skaber en usikker finansiering til nye tiltag. Finansiering gør det imidlertid ikke alene. Der skal også være plads til et løft i serviceudgifterne. Den plads skal findes enten i den enkelte kommune eller via den koordinerede budgetlægning mellem kommunerne, idet de samlede kommunale serviceudgifter skal overholde aftaleniveauet. Det er åbenbart, at kommunerne under ét får problemer med servicerammen, hvis mange kommuner lader serviceudgifterne vokse. 

En fjerde mulighed er at indarbejde fremtidige effektiviseringsgevinster, gevinster ved innovation, flere udbud, regelforenkling, færre sygedage og så videre. Der kan være gevinster ved alle de nævnte tiltag. Mange kommuner har gennemført sådanne tiltag – herunder en procent effektiviseringer – i mange år, og gevinsterne er blevet stadig sværere at hjemtage. Det er med andre ord lettere at forudsætte og forbruge gevinsterne, end det er at realisere dem.

Den brændte jords politik har mindst to hager. For det første er der grænser for, hvor luftige fremtidige gevinster vælgerkorpset lader sig forblænde af. For det andet kan det være dyrt at vinde et valg med et velcamoufleret luftigt valgbudget. Med det følger forpligtelsen til at rydde op i den efterfølgende periode. 

Derfor er der gode grunde til at se på andre tilgange.

Værdipolitik

Landspolitisk har værdipolitiske tiltag haft stor gennemslagskraft i de sidste årtier. Værdipolitik har også en plads på den kommunale dagsorden. Mange forbinder umiddelbart værdipolitik med holdninger til integrations- og flygtningedagsordenen – men værdipolitik i kommunerne er meget andet end det.

Samskabelse, frivillighed og involvering af civilsamfundet kan videreudvikle og forny de offentlige kerneydelser. Der er kommunalpolitikere, der ser det som en attraktiv platform, og de kan støtte deres opfattelse på, at der pt. pågår gode og interessante initiativer i kommunerne. Som et aktuelt eksempel har en kommune vendt rollerne på hovedet på social-, senior- og sundhedsområdet. Ud fra devisen ”Kommunens løsninger er ikke altid de rigtige” er målet, at kommunen i højere grad skal understøtte borgeren i selv at finde de gode løsninger, frem for at kommunen skaber fagligt funderede og velmenende – men ikke altid effektfulde – løsninger på vegne af borgeren. 

Samskabelse er mere og andet end udvikling af de offentlige kerneydelser. Mange kommuner eksperimenterer med at understøtte initiativer i mindre bysamfund eller bydele med krav om medfinansiering, og ad den vej få kommunale bidrag til at vokse til noget større. På den måde kan lokale fællesskaber styrkes med alt fra nye legepladser til fælles digitale platforme. 

Der er kommunalpolitikere, der gør det til deres særkende at stå på en værdipolitisk platform – fordi de ser muligheder for at forny og udvikle den offentlige sektor, og det uden at det nødvendigvis koster penge. Tilgangen har imidlertid mindst to udfordringer. For det første er de offentligt ansatte også vælgere, og mange af de offentligt ansatte er – for det meste uden grund – bekymrede for om deres job bliver udvandet eller direkte overtaget af civilsamfundet. For det andet bliver værdipolitik i nogle sammenhænge opfattet som et skalkeskjul for at ignorere væsentlige emner og i stedet markere sig på banaliteter.

Det langsigtede spor

En tredje tilgang består i at arbejde for mere langsigtede målsætninger og benytte budgetprocessen til at dagsordensætte væsentlige temaer for den kommende valgperiode. 

Der er ikke nogen opskrift på, hvad der er de rigtige temaer at dagsordensætte, da kommunernes vilkår og de politiske præferencer er meget forskellige. Her skal nævnes nogle muligheder.

For det første kan det være rigtig fornuftigt at forsøge at skabe et råderum i kommuner, som har en snærende økonomi og/eller store udfordringer på serviceområderne. Det kan starte med en beslutning i en budgetaftale om at drøfte metoder med beslutning om at få fremlagt konkrete finansieringsforslag i god tid før næste budgetrunde. I nogle kommuner kan det være oplagt at sætte retning på forslagene ved for eksempel at se på fremtidens skole, betydningen af forbedret velfærdsteknologi og sundere ældre eller samling af kommunale støttefunktioner. 

For det andet kan starten på en ny byrådsperiode være en rigtig god anledning til at gennemføre en visionsproces. Selvom kommunerne bliver ført i stramme tøjler, så kan der være god grund til at opstille fyrtårne for de fremtidige mål i en proces, der – ideelt set – involverer og samler det nyvalgte byråd. 

For det tredje kan det være nyttigt at give kommunens styringskoncept et serviceeftersyn. Hvor fungerer den overordnede styring godt, og hvor er der behov for at nyudvikle, stramme op eller forenkle? Der er kommuner, som har praktiseret et serviceeftersyn i hver byrådsperiode, og det kan medvirke til at sikre dynamik i den politiske og administrative ledelse af kommunerne.

Budgetaftalerne kan være et velegnet redskab til at få dagsordensat sådanne initiativer i den kommende byrådsperiode. •

Skriv hvad du søger